If Luck Will Come
Camille Bildsøe / Danmark, Island & Norge / 2026 / Verdenspremiere / 90 min
I smukke billeder og med et kamera i øjenhøjde med sine unge hovedkarakterer, får vi et sjældent indblik i, hvad det vil sige at vokse op i Afghanistan efter Talibans magtovertagelse.
I Afghanistan er der en verden til forskel på at være 12 og 14 år – særligt hvis du er pige. Det er denne brutale overgang, den danske filmskaber Camille Bildsøe indfanger i sin kærligt observerende og visuelt stærke debut, filmet over tre år og med et tæt blik på to børn midt i et samfund, der lukker sig om dem.
Zahra og Zalgai har delt barndom og cirkustræning i Kabul. Men deres veje skilles, i takt med rettigheder og muligheder forsvinder. Da Zahra fylder 14, fratages hun retten til skolegang – ene og alene fordi hun er pige. Kort efter forventes hun at træde ind i en voksenrolle, hun ikke selv har valgt. Samtidig tvinges Zalgai ud på arbejdsmarkedet, da hans far bliver syg, og regningerne hober sig op.
I en barsk virkelighed, hvor børn gøres ansvarlige for et samfund i opløsning, er cirkusset et af de sidste frirum. ’If Luck Will Come’ er et stærkt politisk vidnesbyrd om det korte øjeblik, før frihed bliver til forbud, og om en ung generation, der tørster efter et liv i frihed.
