Hair, Paper, Water…
Nicolas Graux & Quý Trương Minh / Belgien, Frankrig & Vietnam / 2025 / 71 min
Med stor tålmodighed forsøger en ældre vietnamesiske kvinde at videregive sin visdom til sine børnebørn. En taktil film skudt med et gammelt Bolex-kamera om sprogets kraft, husråd og en truet kulturarv.
Cao Thị Hậu blev født i en hule for mere end et halvt århundrede siden. Hun tilhører Rục-stammen, en etnisk minoritet i det landlige Vietnam, som levede isoleret fra omverdenen indtil 1959, hvor regeringen flyttede dem til landsbyer. I dag lever den ældre kvinde sammen med sine børn og børnebørn. Ord for ord forsøger hun at give sit udryddelsestruede modersmål videre til den næste generation, mens de forbereder hende på en verden langt fra hulen: storbyen Saigon.
‘Hair, Paper, Water…’ består af sansemættede, flygtige øjeblikke fra hverdagen blandt Cao Thị Hậu og hendes store familie. Billederne er kornede og analoge, mens lydsiden knitrer af raslende blade, mudder under fødderne og dryppende vand. Med et gammelt Bolex-kamera har instruktørduoen Nicolas Graux og Trương Minh Quý skabt en taktil og overjordisk smuk film om hukommelse, forandring og en kulturarv, der kun overlever, hvis den leves videre.
