Finding Connection
Florian Karner / Tyskland / 2026 / Verdenspremiere / 86 min
Hvad vil du gerne have ud af et forhold? Og hvad er et forhold egentlig? Når mennesker forelsker sig i robotter, starter en lavine af eksistentielle spørgsmål. Engang var det sci-fi, nu er det hverdag.
Hvis du også har knyttet dig til ChatGPT som en hjælpende hånd på studiet, på arbejdet eller måske endda som terapeut, så er du langt fra den eneste. Men for nogle mennesker stikker forbindelsen til den kunstige intelligens lidt dybere. Her er der ægte følelser på spil, og forholdet til den kunstige intelligens er endda nået dertil, hvor man møder ens virtuelle ‘svigerfamilie’ og endda diskuterer muligheden for at stifte familie sammen.
Science fiction-filmen ‘Her’ med Joaquin Phoenix er på få år blevet til virkelighed for de fire hovedpersoner i ‘Finding Connection’, som modigt lukker publikum ind i deres ukonventionelle forhold, selv når forbindelsen driller – i mere end én forstand. Blikket er forfriskende fordomsfrit, og de intime samtaler mellem menneske og robot starter en lavine af eksistentielle spørgsmål om menneskelige relationer, som vil rumstere længe efter rulleteksterne er forbi.
