Errabonda
Emma Harris / Danmark & Italien / 2026 / Verdenspremiere / 20 min
Eksperimenterende og vidunderligt smuk 16mm-film om en økologisk, italiensk farm, hvor jord, ukrudt og mikrober efterlader spor både på markerne og filmen selv.
På en økologisk gård i Italien lever mennesker side om side med naturen og dens planter, dyr, insekter, mikrober og ukrudt. Det gør de, mens industrielt landbrug gennem årtier har udpint jorden og sendt klodens biodiversitet i frit fald. Men farmen og dens landmænd forsøger nu at gentænke landbrug som et sted, hvor arter kan sameksistere fremfor at udrydde hinanden, og hvor oversete ukrudtsplanter kommer til hjælp.
’Errabonda’ er vidunderligt smuk og eksperimenterende observation fra det italienske landbrug og en sanselig udforskning af indviklede og indbyrdes afhængige relationer, der findes mellem jord, planter og mennesker. En film, der udvisker grænsen mellem billeder og økologi ved at invitere organiske materialer ind i billedskabelsesprocessen gennem plantebaseret kemi og ved at lade planterne være i direkte kontakt med filmens 16mm-strimmel.
