“Cone Unit”
Frederik Tøt Godsk / Danmark / 2025 / 11 min
Kort eksperimenterende trip gennem natten i udkanten af København i selskab med gruppe unge, rundtossede drømmere fulde af tab og omsorg.
En gruppe unge venner står i en rundkreds på en tilsyneladende mennesketom togstation en sen aften i udkanten af København. De er i færd med at dele en joint, der går fra hånd til hånd og fra mund til mund. De hoster, de griner, de forsøger at sige hindbær for at inhalere korrekt og bliver mere og mere rundtossede. Men pludselig bryder de op og lader sig sluse ud i den nat, der kun lige er begyndt.
En statue betragter dem. En koncert når sit intensive klimaks. Forsangeren kollapser. En ukendt person søger efter noget ved togskinnerne. Optagelser i kunstigt lys, der opløser grænserne mellem dag og nat. Noget er tabt, nogen er her ikke længere. Et kort, eksperimenterende trip i hovedstadens periferi. En både flygtig, uhyggelig og drømmende rejse gennem en nat fuld af både omsorg og tab – med referencer til den franske filosof Roland Barthes og den første bryllupsnat.
