Celtic Utopia
Dennis Harvey & Lars Lovén / Sverige & Irland / 2025 / 90 min
Hvordan lyder den irske folkemusik anno 2026? Der er lige så mange svar på det spørgsmål, som der er sangere på de utallige pubs, hvor genren stadig holdes i live over hele Irland i dag.
Selv efter 100 års uafhængighed fra England spøger kolonitiden stadig i Irlands gader og ikke mindst i folkemusikken, som har fået fornyet liv blandt en generation af unge mennesker, der finder stolthed i deres irske sprog og nationalitet.
‘Celtic Utopia’ opruller den moderne irske historie og introducerer os til et forfriskende bredt karaktergalleri af piercede punkere, rappere og ravere, som finder sammen om at genoplive og genfortolke den klassiske folkemusiktradition med humor og fornyet indignation. Markante grupper som The Mary Wallopers og Lankum stiller op med skarpe punchlines og endnu skarpere sange, som der heldigvis er masser af i filmen.
