Broken English
Jane Pollard & Iain Forsyth / Storbritannien / 2025 / 99 min
Legendariske Marianne Faithfulls enestående liv, fortalt af hende selv flankeret af George MacKay, Tilda Swinton og Nick Cave i en dybt original film af instruktørparret bag ’20,000 Days on Earth’.
Marianne Faithfull rummer et helt liv af kontraster. Klosterskolepigen, der blev gift som teenager. Et af 60’ernes ultimative it-girls og Mick Jaggers partner. Popsanger, folksanger, new wave-ikon, stofmisbruger og en one-woman-army mod det misogyne mandeblik. ‘Broken English’ fortæller historien om et musikalsk liv levet til fulde – men på en måde, man aldrig har set før.
I stil med instruktørerparrets roste Nick Cave-film, ’20.000 Days on Earth’, blander filmen flere genrer på en helt enestående original måde. Filmen foregår i det fiktive Ministry of Not Forgetting – en Terry Gilliam-agtig verden af skærme og apparater under ledelse af Tilda Swinton – og her møder vi en ægte, uskriptet Marianne Faithfull. Hun bliver kærligt interviewet af George MacKay, der lægger arkivmateriale på bordet fra Faithfuls mange epoker, musikalske transformationer, kærlighedsforhold og meget mere. Og som kronen på værket, en afsluttende duet mellem Faithfull og hendes gode ven Nick Cave. Det viser sig at være hendes sidste optræden.
