Below the Clouds
Gianfranco Rosi / Italien / 2025 / 115 min
I skyggen af Vesuv følger den italienske maestro Gianfranco Rosi hverdagslivet for napolitanerne. Den sidste film i den prisvindende Italien-trilogi, fortalt i sublime sort-hvide billeder.
Napoli er en af verdens ældste byer, men dens beboere ved, at de lever på lånt tid. Det slumrende vulkanbjerg kan på et øjeblik begrave byen i aske. Vesuvs udbrud ødelagde byerne Pompeji og Herculaneum i år 79, og vulkanen er stadig aktiv i dag. Byens indbyggere lever i skyggen af Vesuv, og jorden skælver under dem.
Gianfranco Rosis ‘Below the Clouds’ følger alt fra japanske arkæologer, der fortsætter deres 20 år lange udgravning af Villa Augustea, over turistmasserne blandt Pompejis ruiner, til det lokale Carabinieri, der efterforsker gravrøvere og antikvitetstyve i de ulovlige tunneler under byen. Vi er med, når de hårdt prøvede medarbejdere i alarmcentralen tager imod opkald fra hele byen. Nogle spørger blot om klokken, andre er ængstelige og vil vide, om det et jordskælv, de kan mærke.
Rosi er den eneste dokumentarist, der både har Berlinalens Guldbjørn og Venedigs Guldløve stående på kaminhylden. ‘Below the Clouds’ afrunder hans Italiens-trilogi – fra Rom til Lampedusa og nu Napoli. Med sit vanligt poetiske, men observante blik skildres et Napoli, hvor modernitet og historie lever side om side, i knivskarpe og ufatteligt smukke sort-hvide billeder.
