bauhaus forever.
Nico Weber / Tyskland & Holland / 2026 / Verdenspremiere / 96 min
Et cinematisk manifest dedikeret til Bauhaus-bevægelsen, der revolutionerede moderne kunst, design og arkitektur. Det intellektuelle vingefang og faglige niveau er helt i bevægelsens ånd.
Bauhaus opstod af ruinerne efter 1. verdenskrig, da den visionære arkitekt Walter Gropius satte sig for at samle kunst, design og arkitektur i en utopisk helhed. Enkelhed, funktion og tilgængelighed satte nye, moderne standarder for, hvordan livet kunne – og burde – leves. Indflydelsen fra Bauhaus kan ikke overvurderes og står i dag som en af de vigtigste strømninger fra det 20. århundrede.
Hovedpersonen i Nico Webers cinematiske essay ikke en person, men et sted. Det kombinerede Bauhaus-arkiv og -museum i Berlin rummer verdens største samling af materialer om Bauhaus, og er i disse år under renovation, mens en ny tilbygning er ved at tage form. At stedet for tiden er både arkiv og byggeplads, er helt i den oprindelige ånd. Her møder vi de mennesker, der i dag forvalter arven fra Gropius. Og ligesom stedets arkivarer og arkitekter, går Weber ikke på kompromis med formidlingen og det faglige niveau. Rundt om stedet er også resten af Berlin i hastig forandring.
