Amazomania
Nathan Grossman / Sverige, Danmark & Frankrig / 2026 / Verdenspremiere / 93 min
En farefuld ekspedition i Amazonas bliver til et moralsk minefelt i en (tanke)provokerende film om den hvide mands blik, da projektet vender kameraet mod sig selv og den koloniale arv.
I 1996 begiver en brasiliansk embedsmand og en svensk journalist sig dybt ind i Amazonas for at etablere et møde med Korubo-stammen, som lever fjernt fra civilisationen. Ekspeditionen ender med kontakt og optagelserne bliver hyldet som en sensation: sjældne billeder fra en skjult verden, som ingen tidligere har set. Årtier senere dukker materialet op igen og bringer nye spørgsmål med sig.
Filmskaber Nathan Grossman spoler båndet tilbage for at undersøge bagsiden af historien. Og det er ikke småting, han finder. Hele første halvdel af ‘Amazomania’ består simpelthen af det oprindelige materiale, mens anden halvdel følger den svenske journalists på hans rejse tilbage til stammen 30 år senere – og den går ikke helt efter planen. Korubo-stammen kræver erstatning og insisterer på retten til at fortælle deres egen historie.
I en kuldegysende scene oversættes samtalen internt i Korubo-stammen fra det første møde. Dialogen blotlægger en afgrundsdyb misforståelse af situationen, som du sent vil glemme. ‘Amazomania’ er et kompleks studie i dokumentarisk metode og etik, og så er det en film med en enorm tillid til publikums egen dømmekraft.
