À demain sur la Lune
Thomas Balmès / Frankrig / 2025 / Verdenspremiere / 80 min
En helt almindelig kvinde finder håb - og en uventet ven - i sine sidste måneder på Jorden. En sanselig film om livet og døden, hvor taknemmeligheden får det sidste ord.
I udkanten af en lille by rider en skikkelse roligt gennem skoven på en hest, der lyser op i tusmørket som et drømmesyn fra en anden verden. Et eventyrligt motiv, som i sin stilfærdigt poetiske kraft siger meget om denne varme, kloge og dybt gribende film.
Vi er i Calais på den franske nordkyst. Her bor 39-årige Amandine med sin mand og sine to små sønner. En familie som så mange andre – hvis altså ikke Amandine var uhelbredeligt syg og blot havde få måneder tilbage at leve i. Nu forbereder hun sig selv og sin familie på, hvad der kommer. Alligevel er Amandine fuld af liv og taknemmelighed. Både over den tid, der er gået, og den tid, hun stadig har tilbage.
Scener fra hendes liv på hospitalet og i hjemmet tegner et sanseligt og usentimentalt billede af et almindeligt menneske med en utrolig livskraft. Og hesten? Den er faktisk selv ansat på hospitalet, hvor den skaber ro og nærvær – og hvor den efter sigende kan sanse, når et liv er ved at slutte. Men som en af hospitalets andre patienter siger: ‘À demain sur la lune!’ – vi ses i morgen på månen.