The Wolves Always Come at Night
Gabrielle Brady / Australien, Mongolia & Tyskland / 2024 / 96 min
Storslået og cinematisk doku-western fra Mongoliet, hvor et ungt hyrdepar og deres fire børn kæmper en episk kamp mod elementerne for at blive i den verden, de kender.
Hvis Sergio Leone havde lavet en dokumentarisk western i Mongoliet ville den nok have lignet denne storslåede, men sanselige og poetiske hybridfilm om traditioner, klimaforandringer og menneskelivets grundvilkår. Daava og Zaya er et ungt par, der bor med deres fire børn ude under himlens kuppel i et enormt bjergområde, hor de ernærer sig som hyrder af en kolossal hesteflok.
Men kraftige sandstorme gør livet på sletten umuligt, og snart er de tvunget til at sætte kurs mod et nyt liv i storbyen Ulan Bator. ‘The Wolves Always Come at Night’ blander dokumentar og fiktion på en episk skala, med Daava og Zaya selv som medforfattere af deres egen historie.
Man mærker ørkenstøvet på sin egen krop, men men svæver også med vinden, når en hesteflok i et drømmesyn stolt løber gennem billedet.