City Child
Austin Lynch / USA & Tyskland / 2025 / Verdenspremiere / 60 min
En gådefuld og elliptisk narrativ tager langsomt form i ‘City Child’, hvis arkitektoniske form spejler den geometriske struktur i et højhus, der etage for etage rejser sig mod en mørk himmel over Berlin.
Det er vinter i Berlin. Her mødes to par, og selvom de blot udveksler få blikke og endnu færre ord, aner man konturerne af et dunkelt plot, som om en kompleks, psykologisk thriller udspillede sig lige uden for billedfeltet.
Austin Lynch arbejder med cinematiske grundelementer som lys og skygge, lyd og stilhed, samt ikke mindst tiden selv. Resultatet er en hypnotisk og atmosfærisk film, der hverken er dokumentar eller fiktion, men snarere er et rum, man lader sig omslutte af – akkurat ligesom en mørk biografsal, og som det blå tusmørke, der her lægger sig over Berlin og dens indbyggere.
Hvert eneste (lyd)billede er komponeret med en eminent sans for linjer, form og rum. Elementerne samle sig i en audiovisuel helhed, der har fundet sin definitive form efter en nærmest skulpturel proces. Instruktøren af ‘Gray House’ (CPH:DOX 2017) er tilbage med et formfuldendt værk, der for enhver pris skal opleves i det biografmørke, som den selv genskaber.