Apocalypse in the Tropics
Petra Costa / Brasilien / 2024 / 110 min
Fem år efter sin Oscar-nominerede 'The Edge of Democracy' dykker Petra Costa ned i Brasiliens politiske inferno og afslører det apokalyptiske sammenstød mellem religion og demokrati.
Mens demokratier verden kæmper mod dunkle kræfter, dykker den brasilianske dokumentarist Petra Costa ned i de infernalske flammer i sit lands politik for at lede efter lys i mørket. Det, hun opdager, er den voksende indflydelse fra apokalyptisk teologi.
Hun infiltrerer systemet med en erfaren journalists dygtighed og får adgang til Brasiliens øverste ledere: Præsident Lula, tidligere præsident Bolsonaro og pastor Malafaia – en indflydelsesrig tv-prædikant og marionetfører for det yderste højre, der prædiker Bibelen som den eneste legitime forfatning.
‘Jo værre det bliver på jorden, jo hurtigere kommer Jesus tilbage’, lyder det fra Malafaia og hans fanatiske apostle. Imens gransker Costas kamera detaljerne i renæssancemalerier, der skildrer apokalypsens brændende sjæle. Hun væver fortid og nutid sammen og kaster nyt lys over de modstridende realiteter i et ungt demokrati, der hænger i en tynd tråd og bliver et troldspejl for resten af verden.