The Dating Game
Violet Du Feng / USA, Storbritannien & Norge / 2025 / Europæisk premiere / 92 min
Tre kinesiske mænd søger (k)ærligt selskab på dating-markedet i Kina, hvor étbarnspolitkken har smadret kønsbalancen og en kendis-coach står klar med gode råd. En tragikomisk publikumsfavorit fra årets Sundance-festival.
Det er ikke let at være mand i nutidens Kina. I hvert fald ikke hvis man gerne vil have en kone. Der er nemlig hård konkurrence på dating-markedet, og flere årtier med étbarnspolitik har ikke gjort det nemmere. Derfor melder de tre ungkarle Zhou, Li og Wu sig til et intensivt, syvdages datingkursus med den populære coach Hao. Og så er det ikke længere nok bare at være sig selv. Image, status og økonomi betyder alt på det kinesiske datingmarked, og så er det altså ikke tilstrækkeligt at være en 36-årig mand fra arbejderklassen, der tjener 600 dollars om måneden. Med en hær af andre bejlere i nakken har de tre herrer intet andet valg end at lytte til deres coach. Hao lærer dem tvivlsomme score-replikker, men kunne selv trænge til et godt råd eller to, da hans eget ægteskab begynder at falde fra hinanden. ’The Dating Game’ er en lige dele underholdende, absurd og foruroligende historie om kærlighed og kønsroller på den helt store, kinesiske skala.