Stephen
Melanie Manchot / Storbritannien / 2023 / International Premiere / 78 min
En ung skuespiller på afvænning får en rolle som gambler i en krimi baseret på en film fra 1901. Virkelighederne ligger i lag i en britisk billedkunstners performative film om risikoen - og friheden - ved at slippe sig selv og blive en anden.
Stephen Giddings er i slutningen af 20’erne. Han bor i Liverpool, er stofmisbruger på afvænning, og så er han skuespiller. Han får en følelsesmæssigt krævende udfordring: at ‘blive’ den fiktive karakter af en besat gambler i en krimi inspireret af filmen ‘Arrest of Goudie’ fra 1901, der er kendt som den første rekonstruktion af en kriminalhistorie, og som blev indspillet på de virkelige locations i byen. ‘Stephen’ er et participatorisk værk skabt i tæt samarbejde med Stephen og de andre deltagere, både professionelle og amatører. Men selvom det er en hybridfilm i mange lag, der er noget virkeligt på spil for alle involverede – ikke mindst Stephen selv, der er vokset op i et voldeligt miljø af misbrug, som han nu kæmper for at komme ud af. Instruktør Melanie Manchot er kunstner og har før arbejdet med rekonstruktioner og performance i andre medier. Hendes første spillefilm samler erfaringerne i en helstøbt, meningsfuld og tankevækkende form.