I Am Night at Noonday
Gaspard Hirschi / Frankrig / 2025 / International Premiere / 83 min
Don Quijote genopstår i Marseille og drager i kamp mod hegn, porte, privat ejendomsret og generel adskillelse sammen med sin trofaste væbner, et eks-kriminelt pizzabud på en tunet scooter.
Marseille er blevet en ø. En tredjedel af byens boligmasse er blevet til aflukkede boligkomplekser, der er isoleret fra resten af byen bag mure og hegn. Derfor klæder teaterdirektøren Manolo Bez sig ud som Don Quijote og rider med rustning og lanse gennem byens solrige gader. Ved sin side har han sin trofaste væbner Sancho, der i denne moderne version er en Uber-farvet eks-kriminel ved navn Saïd, der rider på en scooter og egentlig bare kom for at levere en pizza. Sammen begiver de sig på en utrolig rejse gennem byens kvarterer i kamp mod lukkede porte, hegn, vægge og andre forhindringer for deres intervention. Det besynderlige makkerpar fremprovokerer reaktioner til alle sider, og det er netop pointen i en film, der sætter performativ proces over kunstnerisk kontrol. ’I Am Night At Noonday’ er et ustyrligt og underholdende roadtrip. En trippet tilstandsrapport fra Frankrigs ældste og næststørste by, og et dybt originalt angreb på gentrificeringen, privatiseringen og andre moderne drager.