Anbefalinger til tirsdagens festivalprogram
Tirsdag 25. marts 2025
Kære festivalgænger
CPH:DOX i fuldt flor og her er dagens højdepunkter fra festivalens syvende dag.
Med ankomsten af flere hundrede filmskabere fra hele verden er CPH:DOX for alvor i gang – og det samme gælder programmet, der fortsat byder på store oplevelser.
I løbet af tirsdagens program kan du bl.a. opleve verdenspremieren den HUMAN:RIGHT AWARD-nominerede film ‘The Encampments’ om pro-palæstinensiske studerendes protester på Columbia University, New York i 2024, der skabte bølger verden over.
Du kan også tage på en malerisk tur til mægtige Finland i den dokumentariske guldgraver-western ‘The Last Misfits by The Golden River’ eller møde ‘Gift ved første blik’-parterapeut Trine Hjorth Bønnerup, der vil dele ud af sine erfaringer om datingkultur i 2025 i forbindelse med en visning af kinesiske ‘The Dating Game’.
Hvad sker der ellers?
Hvis du vil have det fulde overblik over vores program, kan du altid besøge vores kalender her eller nederst på siden for at finde netop den oplevelse, der passer til dig – eller bare gå på opdagelse i programmet.
God tirsdag og god festival!
The Encampments / Helt tæt på de pro-palæstinensiske protester på Columbia University i 2024
Tirsdag den 25. marts kl. 16.30 i Empire Bio
På en kold morgen i april sidste år slog en gruppe studerende lejr på græsplænen foran Columbia University i New York. De grundlagde Gaza Solidarity Encampment i protest mod krigen i Gaza, og i protest mod deres eget universitets investeringer i den amerikanske og israelske våbenindustri.
Aktionen skabte bølger verden over, og voksede på kort tid til den største protestbevægelse siden Vietnamkrigen. ‘The Encampments’ er en film om magt og modstand i det 21 århundrede og en stærk reportage fra den flydende frontlinje i en ideologisk konflikt om ret og uret. Mød også instruktørerne efter visningen!
The Last Misfits by The Golden River / Verdenspremiere på dokumentarisk guldgraver-western fra Finland
Tirsdag den 25. marts kl. 16.30 i Dagmar
Mere end hundrede år efter at støvet har lagt sig over det Vilde Vesten ulmer guldfeberen stadig på lavt blus i Laplands vildmarker. Her lever et lille samfund af guldgravere uden for det moderne samfund. En stolt og traditionel livsform med med 150 år gamle rødder, som nu er truet af det eneste permanente, der findes: forandring. En malerisk, bittersød film fra det kolde nord, hvor de sidste guldgravere leder efter lykke og rigdomme i den finske vildmark. Mød også instruktøren efterfølgende!
Film og talk om dating med ‘Gift ved første blik’-parterapeut Trine Hjorth Bønnerup
Tirsdag den 25. marts kl. 19.00 i Grand Teatret
Efter en visning af det underholdende kinesiske Sundance-hit ‘The Dating Game’ inviterer vi til en samtale med Trine Hjorth Bønnerup, der vil dykke ned i den moderne datingkultur i det herrens år 2025. Glæd dig til en vigtig diskussion om forandringer i parforhold og de udfordringer, vi møder i den moderne datingverden. For det er altså stadigvæk svært at date!
We Live Here / Verdenspremiere på kazakisk mesterværk om atombombens spøgelser
Tirsdag den 25. marts kl. 21.45 i Cinemateket
På et øde tidligere atomprøvesprængningsområde i Kazakstans golde ødemark konfronteres tre generationer med fortidens arv, mens de kæmper for overlevelse og håb i en verden på randen af ødelæggelse. Zhanana Kurmashevas debutfilm er et kuldslående og cinematisk værk. Mød hende også efter visningen!
12:00
Red Forest
Laurie Lassalle / Frankrig / 2025 / Verdenspremiere / 104 min
En voksende gruppe anarkister etablererer et øko-aktivistisk, anti-kapitalisk samfund i en fransk skov. Men staten har andre planer. En cinematisk, revolutionær film om frihed og idealer.
16:45
Facing War
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere / 105 min
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
17:00
Agatha’s Almanac
Amalie Atkins / Canada / 2025 / Verdenspremiere / 87 min
Årstidernes skiften og livets gang i en selvforsynende og dybt charmerende 90-årig kvindes liv. Der er ingen politiske slogans i en af årets mest kompromisløse - og smukkeste - film.
The Perfect Neighbor
Geeta Gandbhir / USA / 2025 / International Premiere / 96 min
Chokerende og hjerteknusende historie om en fatal nabostrid i Florida, som samtidig er en af årets mest nytænkende og visionære film. Vinder af instruktørprisen på Sundance.
Always
Deming Chen / USA, Frankrig & Kina / 2025 / Verdenspremiere / 88 min
En kinesisk dreng opdager poesiens kraft i en billedskøn og magisk film fra en landsby i bjergene. Formidabel filmkunst, fortalt med enkle, klare midler i smukke sort-hvide billeder.
18:45
Antidote
James Jones / Storbritannien / 2025 / Verdenspremiere / 93 min
Nervepirrende portræt af whistleblower og Bellingcat-journalist Christo Grozev og hans livsfarlige kamp mod den russiske regering.
19:00
Verdens sødeste mænd
Josefine Exner & Sebastian Gerdes / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 77 min
Hvis Danmark er det bedste land i verden at være kvinde i, hvad betyder det så egentlig for landets mænd? Ømt og humoristisk gruppeportræt af de bløde – særligt aarhusianske – mænd, der lever ved siden af de stærke danske kvinder.
Miyazaki – Spirit of Nature
Leo Favier / Frankrig / 2024 / 82 min
Fascinerende rundtur i det japanske animé-geni Hayao Miyazakis fantasifulde universer, hans 40 år lange karriere og ikke mindst hans besjælede syn på verden og naturen.
20:00
2000 Meters to Andriivka
Mstyslav Chernov / Ukraine / 2025 / Europæisk premiere / 107 min
Oscarvindende ukrainsk instruktørs uafrystelige film fra frontlinjen, hvor en lille gruppe soldater kæmper sig to kilometer gennem et barsk landskab for at befri en landsby i ruiner.
21:00
Facing War
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / Verdenspremiere / 105 min
Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.
The Bibi Files
Alexis Bloom / USA / 2024 / 115 min
Alle kortene i korruptionssagen mod Benjamin Netanyahu lægges på bordet i en film baseret på aldrig før sete, lækkede optagelser og interviews fra den israelske premierministers inderkreds. En politisk doku-thriller af historisk aktualitet.