Fear Fokol + Ramallah, Palestine, December 2018 + International Satan’s Day + Scrap
Tuva Björk, Juliette Le Monnyer, Raed Yassin & Noémie Lobry / Sverige, Belgien, Libanon & Frankrig / 60 min
‘Fear Fokol’ af Tuva Björk er en mørk rejse ind i en lukket verden af private sikkerhedsfirmaer i Johannesburg, og en refleksion over illusionen om beskyttelse i et skrøbeligt klima med ulighed, frygt og en maskulinitet i krise.
Juliette Le Monnyers ‘Ramallah, Palestine, December 2018’ består af et enkelt, langt take, som er vidne til en konfrontation mellem palæstinensere og israelske soldater, der er ulovligt udstationeret i Ramallah. Visuel evidens, hvor billedfeltet afgrænser vores synsfelt på en måde, der korresponderer med vores position som distancerede iagttagere af den generelle dækning af situationen i Palæstina.
Raed Yassins ‘International Satan’s Day’ er beskriver et landskab af boblende, rygende svovlpøle, som havde helvedes porte åbnet sig under jorden. I et digt fortalt gennem undertekster indvier den tragiske fortæller os i sin situation.
Noémie Lobrys ‘Scrap’ er en strøm af tanker fra en sovende hjerne, hvor korridorer og passager er spejlbilleder både på den slumrende bevidsthed og på den industrielle civilisations tusmørke. Her ligger bilvrag klemt inde mellem revnerne i asfalten som fossiler fra en apokalyptisk fortid.
Fear Fokol
Tuva Björk / Sverige / 2025 / International Premiere / 15 min
En mørk rejse ind i den private sikkerhedsverden, hvor illusionen om beskyttelse er hård valuta i et skrøbeligt klima med ulighed, frygt og en maskulinitet i krise.
Der er over 550.000 aktive private sikkerhedsvagter i Sydafrika, meget mere end antallet af politifolk og soldater tilsammen. I ‘Fear Fokol’ tager filmskaberen Tuva Björk os med på en natlig rejse ind i frygten og angsten hos Johannesburgs velhavende indbyggere ved at følge arbejdet hos de private sikkerhedsvagter, der er hyret til at beskytte dem. Illusionen om sikkerhed opløses langsomt, mens vi graver os ned i et skrøbeligt klima af ulighed, paranoia og maskulinitet i krise.
Ramallah, Palestine, December 2018
Juliette Le Monnyer / Belgien / 2025 / Verdenspremiere / 11 min
Et dokument fra den besatte Vestbred, hvor et observerende kamera i realtid afsøger og afgrænser en voldsom kamp mellem lokale palæstinensere og israelske soldater.
I et enkelt, langt take over 10 minutter er vi vidner til en konfrontation mellem palæstinensere og israelske soldater, der er ulovligt udstationeret i Ramallah. Et konkret, fysisk dokument og et stykke visuel evidens, hvor kameraets billedfelt på én gang afsøger landskabet og de voldsomme kampe, og afgrænser vores synsfelt på en måde, der bogstaveligt talt indrammer vores egen position som distancerede iagttagere. Mens soldater og lokale palæstinensere indtager mænd deres positioner i Ramallahs bygninger og gader, oplever vi besættelsen af palæstinensisk territorium i realtid.
International Satan’s Day
Raed Yassin / Libanon / 2025 / Verdenspremiere / 17 min
Boblende svovlpøle og et melankolsk digt i en kontrastfuld montage af billede og tekst, hvor en tragisk (anti)helt taler til os fra kanten af verden.
Kameraet afsøger et landskab af boblende, rygende svovlpøle, som havde helvedes porte åbnet sig under jorden. I et digt fortalt gennem undertekster indvier den tragiske fortæller os i sin situation, som en mytologisk (anti)helt, der er vågnet op til en virkelig dårlig dag. Raed Yassins ‘International Satan’s Day’ er en film, som med djævelsk humor og oprigtig melankoli giver naturens romantiske motiver ny betydning: “Jeg falder knust som et håb / og forbliver som sådan / en konge af anger og prins af visdom”.
Scrap
Noémie Lobry / Frankrig / 2025 / Verdenspremiere / 18 min
Korridorerne i en bevidsthed, der er invaderet af ødelagte biler, hvor billeder af fortiden, nutiden og mulige fremtider eksisterer side om side.
‘Scrap’ er en strøm af tanker fra en sovende hjerne, der væver tråde af fortid og nutid sammen til en drøm. Noémie Lobrys dialogløse og visionære film cirkulerer om motiver fra bilismens storhedstid i det 20. århundrede, hvor bilen var selve billedet på bevægelse, fremskridt og personlig frihed. I dag ligger vragene af talløse på bunden af havet, klemt inde i klippehuler og i sammenstyrtede P-anlæg, som mekaniske fossiler i den industrielle civilisations tusmørke. I en næsten hallucinatorisk collage af fragmenter opstår der nye begrebslige forbindelser mellem motiverne, mens en post-apokalyptisk undergrundsguerilla med pandelamper kortlægger den rustne elefantkirkegård af bilvrag.