Truth or Dare
Maja Classen / Tyskland / 2024 / International Premiere / 75 min
I hjertet af Berlins sex-positive queer-scene mødes et kollektiv af mennesker til et spil ‘sandhed og konsekvens’ med fokus på sex, samtykke og selverkendelse.
Et ensomt kamera glider gennem Berlins tomme natklubber. Dansegulve og darkrooms ligger mørke og forladte hen. En stemme tager imod os et sted i mørket, og inviterer os ind i ‘Truth or Dare’ – en film fra hjertet af byens sex-positive queer-scene. Inspireret af covid-tidens kollektive ensomhed og længslen efter andre kroppe under nedlukningerne, fører Maja Classen os ind i et kollektiv af mennesker, der har fundet sig selv og hinanden i det legendarisk tolerante Berlin, og som mødes om et spil ‘sandhed og konsekvens’. Tanker, følelser og begær er i centrum, men det politiske ansvar for ens egen og andre kroppe er heller aldrig langt væk i en samtale, der tager samtykke og selverkendelse lige så alvorligt som fri seksualitet.