My Dear Theo
Alisa Kovalenko / Polen, Tjekkiet & Ukraine / 2025 / Verdenspremiere / 98 min
I en serie af breve til hendes lille søn dokumenterer en mor, soldat og filmskaber sine tanker fra den ukrainske frontlinje. En dybt gribende og eksistentiel film med et nærmest ufatteligt mod.
Alisa Kovalenko er mor, soldat – og filmskaber. Da Rusland i foråret 2022 invaderer Ukraine, melder hun sig som soldat for at forsvare sit land. ‘My Dear Theo’ er bygget op som en serie af breve til hendes lille søn Theo, sendt fra frontlinjen. Brevene kredser om store emner som krig, kærlighed og de sværeste valg i livet.
Gennem Alisas kamera oplever vi den barske virkelighed ved den ukrainske frontlinje, fra de stille øjeblikke med refleksion og kammeratskab, til det pludselige kaos, når russerne igen angriber. Men det meste af tiden som soldat går med at vente, og det er den tid, hvor den indre uro er større end slagsmarkens voldsomme kampe.
‘My Dear Theo’ er fremfor alt en eksistentiel, hjerteskærende og dybt personlig film skabt med et nærmest ufatteligt mod. Et livsvigtigt vidnesbyrd om hvad der faktisk er på spil i Ukraine, og en fundamentalt gribende film mod enhver form for krig.