ILOVERUSS
Tova Mozard / Sverige / 2025 / Verdenspremiere / 90 min
To kunstneriske sjæle mødes i udkanten af Hollywood og et 20 år langt venskab opstår. Illusioner og realiteter brænder ud under filmbyens forførende og fatale stjernehimmel.
Fra ‘Sunset Boulevard’ til ‘Mulholland Drive’. Hollywood har gennem tiden været et selvstændigt tema for mange film. Ingen af dem ligner ‘ILOVERUSS’, som starter for hele 20 år siden, da den svenske kunstner og filmskaber Tova Mozard ved et tilfælde møder den håbefulde skuespiller Russ på et filmset. Det bliver starten på et langt og umage venskab mellem to kunstneriske sjæle i en by, der er klar til at æde dig levende.
Sammen skabte de en fantasiverden i skyggen af det glamourøse Los Angeles. Han øvede sine replikker, hun øvede sig som instruktør, og langsomt opløstes skellet mellem skønne illusioner og hårde realiteter – og mellem dokumentar og fiktion.
Mozard har samlet mange års materiale til en rå og personlig film fra bagsiden af den forførende filmby. En verden af diners, svømmebassiner og bungalows, skildret med en kunstners blik for den solrige, californiske overflade – og for det sindets tusmørke, som over årene lægger sig over hendes nære ven.