Om os
CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival, er en af de største dokumentarfilmfestivaler i verden. Den næste udgave af festivalen finder sted fra 19. – 30. marts 2025.
CPH:DOX blev grundlagt i 2003 af Tine Fischer. Med støtte fra både branchen og den nationale presse har CPH:DOX i 20 år haft fornøjelsen af at introducere publikum til de stærkeste dokumentarfilm fra både ind- og udland på forskellige lokaliteter i København – og siden 2020 desuden på CPH:DOX’ streaming platform PARA:DOX.
CPH:DOX er nu også digital og landsdækkende
Som noget nyt i 2022 lancerede CPH:DOX et samarbejde med 21 kommuner rundt omkring i landet, der præsenterede minifestivaler synkront med afviklingen af festivalen i København. Initiativet hedder DOX:DANMARK. I 2024 var hele 42 kommuner med.
CPH:DOX viser ikke kun dokumentarfilm – vi forankrer dem i en social sammenhæng gennem debatter, kunstnersamtaler, arrangementer og masterclasses. I håbet om at skabe reel social forandring etablerer CPH:DOX et rum for refleksion, dialog og meningsdannelse på tværs af vores samfund, og sikrer, at filmene og deres temaer bliver hos tilskuerne længe efter filmenes afslutning.
CPH:DOX henvender sig også til den etablerede film- og medieindustri samt nye kunstnere med vores 5-dages branchebegivenhed CPH:CONFERENCE, CPH:MARKET, CPH:LAB og vores internationale finansierings- og koproduktionsbegivenhed CPH:FORUM.
Her kan du læse mere om CPH:DOX værdier er mission.
MISSION:
CPH:DOX arbejder for at fremme dokumentarfilmen som kunstart og som et mangefacetteret medium, der formidler viden og inspirerer til refleksion og demokratisk dialog. CPH:DOX er grundlagt ud fra den overbevisning, at en filmfestival ikke alene skal være for de særligt filminteresserede. Den skal være en kulturel manifestation, der stiller skarpt på de vigtigste spørgsmål og problemstillinger i tiden – fra det individuelt eksistentielle til det strukturelt globale. Vi tror på, at dokumentarfilm kan gøre verden større og afstanden mellem mennesker mindre.
KERNEVÆRDIER
CPH:DOX er som festivalorganisation drevet på grundlag af følgende kerneværdier:
Nysgerrighed
CPH:DOX er drevet af en oprigtig nysgerrighed på verden. Vi er ivrige efter at forstå vores fælles historie såvel som vores fælles fremtid. Vi er nysgerrige på sammenhænge, nye perspektiver og stiller spørgsmål ved status quo.
Dialog
CPH:DOX arbejder for at kvalificere den offentlige samtale. Vi tror på dialogen som en nøgle til at udforske forskellige perspektiver, udfordre fastlåste holdninger og forbinde os på tværs af forskelle. Vi ved godt, at samtalen aldrig er magtfri og at dialog ikke løser alt – men vi betragter den som den mest konstruktive måde at udveksle synspunkter på.
Diversitet
CPH:DOX understøtter pluralisme. Vi søger at give plads til mange forskellige synspunkter og ideer, også dem der udfordrer vores eget ståsted som festival. Vi ved også, at holdninger og perspektiver farves af hvem vi er, og derfor forsøger vi at skabe rum for en mangfoldighed af stemmer, uanset om det gælder køn, etnicitet, nationalitet, social baggrund eller geografisk placering.
Relevans
Som kontemporær dokumentarfilmfestival stræber vi efter at sætte tidens vigtigste emner på dagsordenen. Vores program skal sige noget væsentligt om verden, uanset om det er oversete historier og langsomme udviklinger eller højaktuelle begivenheder og fremtidsperspektiver.
Kreativitet
Vi fejrer og understøtter dokumentarfilm som kreative bearbejdninger af virkeligheden. Vi bestræber os på at være en drivkraft for æstetisk nytænkning, kunstnerisk originalitet og kreativ (talent)udvikling – både når det gælder dokumentarfilmen som medium og festivalen som kulturinstitution.
Engagement
CPH:DOX er til for at gøre en forskel. Vi har som mål at øge engagementet i samfundet, i verden og i den offentlige debat. Derfor samarbejder med utallige partnere om at gøre filmprogrammet levende gennem talks, debatter og events, så publikum bliver inspireret til selv at deltage aktivt i det (lokal- og verdens)samfund, vi lever i.
Uafhængighed
CPH:DOX er en uafhængig festival. Vi lader os ikke diktere af økonomiske eller politiske særinteresser og har ingen skjulte politiske dagsordener. Vi skaber hvert eneste festivalprogram udelukkende ud fra vores kerneværdier, samt de begivenheder, der sker i verden, og det udbud af nye film, der er til rådighed.