slider navigation

Marts 19 - 30, 2025

slider navigation

VIL DU VÆRE EN DEL AF UNGDOMSREDAKTIONEN 2025?

Ungdomsredaktionen vender tilbage! På CPH:DOX vil vi gerne præsentere nye stemmer, både i vores film- og debatprogram, men også blandt det hold, der sammensætter programmet. Derfor søger vi nu nye medlemmer til vores Ungdomsredaktion. Skal du være en del af holdet?

Hvad er Ungdomsredaktionen?

Vi søger fem nye programlæggere, der sammen med en projektleder (der selv har været medlem af Ungdomsredaktionen) skal sammensætte et film- og debatprogram til festivalen, der løber fra 19.-30. marts 2025. Et program med film, debatter og events, der er kurateret og formet af redaktionen, og som tager udgangspunkt i de problemstillinger og udfordringer, der er vigtige for netop dem.

I vores redaktionelle arbejde har vi brug for idéer, tanker og perspektiver fra mennesker, der ikke nødvendigvis ligner hinanden, men i højere grad repræsenterer det samfund, vi som festival gerne vil både vise og nå. Derfor opfordrer vi at alle på tværs af køn, etnicitet, klasse og andre minoriserede oplevelser at søge.

Ungdomsredaktionen samarbejder med Mino Danmark, DFUNK, LGBT+ Ungdom, Sind Ungdom, Ungdommens Demokratihus og SUMH om at rekruttere en så mangfoldig redaktion som muligt. Projektet er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Hvad leder vi efter, og hvad kan vi tilbyde?

Er du mellem 18 og 25 år, og interesserer du dig for verden omkring dig? Er du interesseret i film og har du lyst til at udvikle et debat- og eventprogram på en af verdens største dokumentarfilmfestivaler? Så kan det være dig, der skal være en del af vores redaktion.

Vi kan til gengæld tilbyde en enestående mulighed for at få indflydelse på et program, der når ud til mere end 125.000 mennesker, og som har reel indflydelse på den offentlige debat. Stillingen er lønnet og løber fra 9. december 2024 til 31. marts 2025 med 10 ugentlige arbejdstimer fordelt på to arbejdsdage inden for almindelig kontortid, i udgangspunktet onsdag og fredag.

Ungdomsredaktionen indgår i den overordnede programredaktion på CPH:DOX, så du vil blive en del af fællesskabet omkring at planlægge og afvikle en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Du får indflydelse på filmvalg og får mulighed for at researche, sammensætte og afvikle filmvisninger og debatter under festivalen.

Hvordan søger du?

Vi leder efter kreative hoveder og skarpe stemmer, og du skal derfor ikke skrive en klassisk ansøgning. Send os i stedet en video på max. 3 minutter, hvor du besvarer to spørgsmål:

1) Hvilken dokumentar-oplevelse har betydet noget særligt for dig?

2) Hvis du kunne ændre én ting i samfundet, hvad skulle det så være?

Alt andet ved videoen – format, stil, udtryk – er helt op til dig.

Send din video til malika@cphdox.dk (enten som fil eller download-link) senest torsdag den 21. november kl. 10:00. Vi inviterer til samtaler tirsdag d. 26. og onsdag d. 27. november på vores kontor i Kødbyen i København.

Vi glæder os til at høre fra dig!