UNG:DOX i Viborg
Velkommen til UNG:DOX i Viborg! Her kan du finde de film og arrangementer, vi tilbyder til ungdomsuddannelserne.

Hjemsøgt
Taekyung Tanja In Wol Sørensen / Danmark, Republikken Korea (Sydkorea) & Finland / 2026 / 90 min / Sprog: dansk & koreansk / Undertekster: engelske / Fag: Dansk, psykologi, samfundsfag, mediefag
‘Hjemsøgt’ følger instruktøren Taekyung Tanja Inwols fortælling som adopteret. Mellem Danmarks vindblæste vestkyst og Sydkoreas bjerge udfoldes den danske families historie. En historie der gemmer på vold i hjemmet, skilsmisse og selvmordsforsøg bag den pæne jyske facade. Samtidig forestiller filmen sig de liv, der kunne have været i Korea.
Gennem interviews, landskaber, fotos og voice-over sammensætter instruktøren sin oplevelse, som den eneste adopterede i en dansk familie – og som én, der hele livet har været afkoblet fra Korea. Filmen fletter personlige minder og fantasi sammen med de politiske realiteter i et transnationalt adoptionssystem, der for længst har mistet sin glans.
‘Hjemsøgt’ er en barsk, men på sin vis også en meget smuk fortælling om et menneske, der ender i en familie, som indeholder meget smerte, sygdom, vold og opbrud. Hvordan overlever et barn, når den ene mor efter den anden forsvinder?

Nuclear Now
Oliver Stone / USA / 2022 / 105 min / Fag: Fysik, Engelsk
Mens de fossile brændstoffer får planeten til at koge, er verden endelig nødt til at konfrontere sig med det tabuiserede alternativ: Atomkraft. Dybt nede i jorden under vores fødder rummer uran-atomer en ufattelige mængder af koncentreret energi, som – da det først lykkedes videnskaben at forstå den i det 20. århundrede – både førte til opfindelsen af atombomben og til en ny energikilde. Men overgangen fra kul og olie til atomkraft var farvet af de gamle industriers interesser. En langvarig PR-kampagne skabt frygt og forvirring om atomkraften i offentligheden. Med uhindret adgang til atomindustrien i lande som Frankrig og USA har instruktørveteranen Oliver Stone skabt et passioneret forsvar for den kontroversielle energikilde, som i skyggen af krige, klimakriser og befolkningstæthed er vendt tilbage som fremtidens mulige energikilde. Uanset hvor man selv står, er der stof til eftertanke i ‘Nuclear Now’.

The Oil Machine
Emma Davie / Storbritannien / 2022 / 78 min / Sprog: engelsk / Undertekster: engelske / Fag: Naturgeografi, Samfundsfag
De gyldne tider er forbi. Krige, finanskriser og truslen fra et klimakollaps har taget det eventyrlige ud af olie-eventyret i Nordsøen. Det sorte guld flyder stadig, men med stigende vandstande og øget bevidsthed om CO2-udledninger er fronterne tydeligt tegnet op mellem klimaaktivister, borebisser, investorer og økonomer. Emma Davie (‘Becoming Animal’, CPH:DOX 2018) dykker ned i det vidt forgrenede olie-kompleks ude på havet i en film, der også trækker de historiske linjer op i den store fortælling om nordsøolien, som er tæt vævet sammen med den danske velfærdsstat gennem årtier. En grundig og klarsynet film, der lader de enkelte parter tale deres sag.
