Se ‘No Other Land’ eksklusivt på PARA:DOX
Nu kan en af sidste års mest toneangivende og omtalte dokumentarer, den nu Oscar-nominerede 'No Other Land', ses eksklusivt på CPH:DOX’ helt egen streamingtjeneste PARA:DOX!
Siden premieren i november sidste år har ‘No Other Land’ solgte mere end 15.000 billetter i de danske biografer og var dermed en af de mest populære dokumentarer de seneste par år. Og den danske anmelderstand hyldede også filmen. “Et uafrysteligt vidnesbyrd” skrev Politiken. “(…) fortjener al den opmærksomhed, den kan få” mente Information, mens Soundvenue kaldte filmen for “et kampskrift for filmmediets samfundsforandrende potentiale”.
Nu, her små tre uger inden filmen kan vinde en Oscar for bedste dokumentar, kan en af sidste års mest toneangivende og omtalte dokumentarer, ‘No Other Land’ ses eksklusivt på CPH:DOX’ helt egen streamingtjeneste PARA:DOX!
Og så et lille tip! Som medlem af KLUB:DOX kan du se alle de film, du har lyst til på PARA:DOX – inklusiv selvfølgelig ‘No Other Land’ – samt modtage rabat på billetter til årets CPH:DOX, fri adgang til den digitale festival og invitationer til særlige events hele året. Læs meget mere om KLUB:DOX her.
Om No Other Land
Publikumsprisvinderen fra både Berlinalen og CPH:DOX handler om en usædvanlig alliance mellem den palæstinensiske aktivist Basel Adra og den israelske journalist Yuval Abraham. Begge en del af det palæstinensiske-israelske kollektiv, der har skabt filmen. 25-årige Basel er palæstinenser og har i hele sit unge liv dokumenteret, hvordan israelske myndigheder har ageret spydspids for bosætternes ulovlige overtagelse af landarealerne i Masafer Yatta på Vestbredden, hvorfra mere end tusind mennesker står til at blive fordrevet.
Yuval er journalist fra Israel og har i årevis dækket situationen indefra og udefra. Deres relation er meget umage: Basel lever under militær besættelse, mens Yuval kan komme og gå som han vil. Men efter den første skepsis bliver Yuval modtaget med varme af Basels venner og familie.
De tungt bevæbnede, israelske soldater ser ham dog mere og mere som en forræder, når vejen skal banes for de bulldozere, der ruller ind for at ødelægge folks hjem for øjnene af dem. En vigtig forudgående beretning for alt det, der er sket siden 7. oktober 2023 – og en uafrystelig fortælling om de mennesker, der er fanget midt i konflikten.
Filmen præsenteres i samarbejde med IMS (International Media Support).