Politik & magtstrukturer
Under temaet POLITIK & MAGTSTRUKTURER dykker vi ned i de store linjer i den globale samfundsindretning. Store politiske spørgsmål lokalt og globalt trænger sig på i dokumentarfilmene under dette emne, og vi dykker ned i konsekvenserne af fortidens og nutidens politiske beslutninger og sammenhænge på lokalt og globalt plan.

The AI Doc: How I Became an Apocaloptimist
Daniel Roher & Charlie Tyrell / USA / 2026 / 104 min / Sprog: engelsk / Undertekster: engelske / Fag: Matematik, samfundsfag, filosofi, dansk
I ‘The AI Doc: Or How I Became an Apocaloptimist’ undersøger den Oscar-vindende instruktør Daniel Roher (‘Navalny’), som kommende far, sin frygt for fremtiden i en tid præget af AI. Sammen med medinstruktør Charlie Tyrell forsøger han at forstå, hvad kunstig intelligens egentlig er, og hvad teknologien betyder for os som mennesker. Gennem samtaler med eksperter og centrale aktører i branchen, herunder CEO’en for ChatGPT, udforsker filmen både de enorme muligheder og de alvorlige risici, der følger med disse hastigt udviklende værktøjer. Ved at kombinere ekspertinterviews, hjemmevideoer og animationer møder filmen den aktuelle AI-debat med energi, nysgerrighed og humor. Selvom udgangspunktet er en reel bekymring for fremtiden, kigger Roher, som vaskeægte apocaloptimist, også på de steder, hvor vi der er plads til optimisme, og hvor der kan handles. Resultatet er en engagerende og tilgængelig dokumentar, der gør komplekse idéer forståelige og som kan tale til et ungt publikum uden at tale ned.

The Cord
Nolwenn Hervé / Frankrig / 2026 / 95 min / Sprog: spansk & Wayuu / Undertekster: engelske / Fag: Spansk
I Maracaibo, Venezuela, kæmper aktivisten Carolina mod et sundhedssystem i opløsning, hvor det at føde kan være livstruende for kvinder. Carolina bliver afgørende for de lokale kvinders reproduktive rettigheder og sammen med Yanni forvandler hun en lille bil til en improviseret ambulance, der fungerer som transport, samtalerum og sidste udvej for kvinder, der afvises af overfyldte hospitaler uden basale forsyninger. Parallelt driver Carolina og Yanni en lokal fond, hvor kvinder kan tage deres seksuelle sundhed i egne hænder, mens de skaffer medicinske ressourcer i Maracaibo. Ud af dette arbejde opstår idéen om et fødehus uden for statens strukturer. Med viden fra Flor, en Wayúu-jordemoder fra Venezuelas og Colombias oprindelige befolkninger, og støtte fra en privat læge, begynder Carolina at forestille sig et sted, hvor oprindelige praksisser og vestlig medicin kan mødes. Fødehuset markerer begyndelsen på en lokalt forankret omsorgsmodel og et håb om at de lokale kvinder over tid kan genvinde autonomi over deres kroppe, fødsler og liv.

Tingbjerg-eksperimentet
Louise Detlefsen / Danmark / 2026 / 75 min / Sprog: dansk & arabisk / Undertekster: engelske / Fag: Samfundsfag, dansk, historie
Tingbjerg er i årevis blevet kaldt en ‘hård ghetto’. Nu skal bydelen være rammen om et eksperiment, der skal forandre det såkaldte parallelsamfund. Det udsatte boligområde i udkanten af København har gennem tiden været berygtet for bandekonflikt og skuddrab, men har samtidig været hjem og en afholdt landsby for utallige mennesker, særligt mange med ikke-vestlig baggrund.
En lille gruppe unge, idealistiske familier fra den veluddannede, hvide middelklasse håndplukkes til at købe nogle nyopførte huse midt i Tingbjerg for en billig penge – og med en klausul der binder dem til området i minimum fire år. Til gengæld skal de bidrage til at udvikle området og deltage i fællesskabet. Intentionerne er gode, men hvad med realiteterne? Og hvad nu hvis beboerne i Tingbjerg bare godt kan lide deres kvarter, som det er?
Instruktør Louise Detlefsen har fulgt eksperimentet gennem fire års op- og nedture, og skabt en menneskelig og underholdende film med et blik for alle sider af sagen. En film, der samtidig rejser spørgsmålet om, hvad skal egentlig skal til for, at vi bosætter os ved siden af nogle, der ikke ligner os selv?

Everybody to Kenmure Street
Felipe Bustos Sierra / Storbritannien / 2026 / 98 min / Sprog: engelsk / Fag: Engelsk, samfundsfag, historie
I maj 2021 udløser en razzia fra det britiske indenrigsministerium en af de mest spontant opståede og succesrige civile modstandsaktioner i nyere tid. I Skotlands mest mangfoldige kvarter strømmer beboere ud på gaden for at forhindre deportationen af deres naboer. Denne morgen i Glasgow, den første dag af Eid, midt under Corona, begyndte som alle andre. Men da naboerne via lokale meddelelsesnetværk hører, at to lokale mænd er blevet anholdt med henblik på udvisning, forlader hundredvis af mennesker deres morgenborde, Zoom-møder og dagligdag for at skynde sig ned til Kenmure Street i solidaritet med deres naboer. Selvom de fleste ikke kendte hinanden og der ingen planlægning var gået forud, organiserede denne ekstremt mangfoldige gruppe sig og påtog sig forskellige afgørende roller for at gøre det muligt at nå sit mål om løsladelsen af deres naboer. Dokumentaren fletter denne fascinerende historie sammen med fortællingen om Glasgows særlige tradition for protestbevægelser imod staten, og reflekterer over hvor den kultur stammer fra. ‘Everybody To Kenmure Street’ er et yderst interessant indblik i, hvad der driver denne civile modstand, hvilke forskellige solidaritetskampe der er blevet kæmpet i Skotland og Glasgow frem mod denne case fra 2021, og den rolle Skotlands eget koloniale forhold til England spiller i dette.

MARIINKA
Pieter-Jan De Pue / Belgien / 2026 / 94 min / Sprog: ukrainsk & engelsk / Undertekster: engelske / Fag: Samfundsfag, historie, mediefag
I den østukrainske by Mariinka følger vi fire forældreløse brødre, hvoraf to ender på hver sin side af krigen. Parallelt ser vi den ene bror, der er blevet adopteret til USA, og hans opvækst i en helt anden virkelighed – et identitetsbrud, der spejler afstanden mellem hans liv og brødrenes. Vi følger også en ung kvinde i det ukrainske rednings- og militærvæsen, der giver et råt indblik i krigens realiteter og, gennem tilbageblik til tiden før ødelæggelserne, åbner det for en dybere forståelse af regionens post-sovjetiske historie og de spændinger, der længe har ligget under overfladen.
Gennem deres fortællinger tegnes et nært portræt af et lokalsamfund, hvor hjem, identitet og fremtid smuldrer, mens landet er splittet mellem ukrainere og russisktilhængere.
‘Mariinka’ giver et stærkt udgangspunkt for at arbejde med national identitet, tilhørsforhold og Ukraines historiske udvikling, samt de større magtbalancer mellem Ukraine, Rusland og Vesten, set fra en ung generations POV.

Christiania
Karl Friis Forchhammer / Danmark / 2026 / 93 min / Sprog: dansk / Undertekster: engelske / Fag: Historie, dansk, samfundsfag, mediefag
Dokumentaren er oplagt til brug i historiefaget, med mulighed for at arbejde med en central begivenhed og alternativ bevægelse i den danske historie, som har været med til at præge og udvikle både politik og samfund, og som har tråde til internationale politiske bevægelser.

Facing War
Tommy Gulliksen / Norge & Belgien / 2025 / 105 min / Sprog: norsk & engelsk / Undertekster: engelske / danske / Fag: Samfundsfag, historie
Det var egentlig planen, at Jens Stoltenberg skulle træde tilbage som frontfigur efter ni år på den magtfulde post som NATOs generalsekretær. Den 65-årige politiker havde da også pakket kufferten for at rejse hjem til sin kone i Norge, som han havde lovet hende. Men så ringede Joe Biden og bad ham blive et år mere. For i en urolig verden er der mere end nogensinde før brug for en sindig og erfaren leder. Med en helt enestående adgang følger vi Jens Stoltenberg gennem hans sidste år som generalsekretær i NATO. Og der er nok at tage fat på, for han har lovet den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, at alliancen vil stå ved Ukraines side, så længe det kræves. Men frygten for, at krigen i Ukraine skal brede sig til resten af Europa, får spændingerne til at stige mellem de 32 allierede lande. Stoltenberg får brug for alle sine diplomatiske evner til at holde sammen på medlemslandene. Heldigvis mestrer den norske politiker kompromisets vanskelige kunst og forstår vigtigheden af et veltimet skulderklap. Og når man skal indgå aftaler med folk som Recep Erdoğan og Viktor Orbán, er det de små detaljer, der kan gøre hele forskellen.
