Komiker, skuespiller og HBO-stjerne Jerrod Carmichael gæster CPH:DOX
CPH:DOX præsenterer i samarbejde med MAX et unikt møde mellem komik, selviscenesættelse og reality-tv, når den Emmy-vindende komiker Jerrod Carmichael gæster festivalen. Billetsalget starter i dag!
Fredag 7. februar 2025
Arrangementet finder sted den 28. marts kl. 21.00 på Bremen Teater, hvor vi viser et afsnit af hans banebrydende tv-serie ‘Jerrod Carmichael Reality Show’. Efter visningen følger en samtale mellem Carmichael og værterne fra podcasten A Seat at the Table.
Med sin seneste serie udforsker Carmichael grænselandet mellem virkelighed og fiktion i en hidtil uset form, hvor han bruger sin egen tilværelse som scene for et dybt personligt og ofte konfronterende eksperiment. Hans tilgang til dokumentar og reality skubber til grænserne for, hvad vi opfatter som autentisk.
Livechef for CPH:DOX, Marie Erbs Ørbæk, glæder sig over besøget:
“Carmichael har længe stået øverst på ønskelisten hos os, for uanset om han springer ud midt på scenen i en stand up special eller gør op med forældede forestillinger om sort maskulinitet i sit selvbetitlede reality show, er hans leg med selviscenesættelse i dokumentar-formater helt utroligt interessant.”
Arrangementet er det tredje af sin slags, hvor CPH:DOX i samarbejde med MAX inviterer markante stemmer inden for comedy, dokumentar og tv. Tidligere har festivalen haft besøg af John Wilson (‘How To with John Wilson’) og Nathan Fielder (‘The Rehearsal’), og nu føjer Jerrod Carmichael sig til rækken af kunstnere, der gentænker fortællingen om det virkelige liv.
Om Jerrod Carmichael
Jerrod Carmichael er en Emmy-vindende komiker, skuespiller og manuskriptforfatter fra Winston-Salem, North Carolina. I løbet af 2010’erne begyndte hans standup-karriere at tage fart efter at have flyttet til Los Angeles, og Carmichael har siden udgivet tre comedy-specials på HBO: ‘Love at the Store’ (2014), ‘8’ (2017) og ‘Rothaniel’ (2022).
Han har også skrevet, instrueret og spillet hovedrollen i den Sundance-vindende buddy-komedie ‘On the Count of Three’ fra 2021, ligesom han har medvirket i film som ‘Poor Things’ og ageret vært for både Saturday Night Live og Golden Globe-uddelingen. Han kan i øjeblikket opleves i hovedrollen i ‘Jerrod Carmichael Reality Show’, som havde premiere på South By Southwest-festivalen i 2024 og nu kan streames på MAX.
Glæd dig til CPH:DOX 2025!
Den 19. til 30. marts 2025 bliver det for 22. gang, at CPH:DOX slår dørene op til en festival med ambitionen om at introducere publikum for de bedste dokumentarfilm fra ind- og udland. Samtidig vil vi belyse nogle af samtidens mest kontroversielle og presserende emner gennem talks, debatter og events.
Det fulde program offentliggøres den 26. februar 2025, men op til da vil – ligesom her – vi drypvis fortælle om særlige arrangementer, premierer og gæster. Så stay tuned!