Kom til forpremiere på ‘Mr. Nobody Against Putin’ – EKSTRA VISNINGER
Vi fejrer offentliggørelsen af det fulde program for CPH:DOX 2025 den 27. februar med forpremiere på den anmelderroste og aktuelle dokumentarfilm 'Mr. Nobody Against Putin’ i Empire Bio i København.
Fredag 24. januar 2025
Det fulde program med mere end 200 dokumentarfilm, events, gæster, fester, debatter, koncerter mm. bliver offentliggjort som en del af CPH:DOX’ programlaunch den 26. Februar. Dagen efter inviterer vi til forpremiere på den Sundance-aktuelle film ‘Mr. Nobody Against Putin’, som det ikke er for tidligt at kalde en af årets dokumentariske sensationer.
Da Rusland indleder en fuldskala-invasion af Ukraine, forvandles folkeskoler i hele landet til rekrutteringscentre for krigen. En modig lærer står over for det etiske dilemma at skulle arbejde i et system, der er defineret af propaganda og vold. I al hemmelighed begynder han at filme, hvad der virkelig sker på den skole, hvor han underviser.
“‘Mr. Nobody Against Putin’ giver et fuldstændigt unikt indblik i den propagandamaskine, som kører for fuld udblæsning (også) på folkeskolerne i Rusland. Filmen er et virkelig godt eksempel på, hvordan dokumentarfilm kan få fjerne og uhåndgribelige nyhedsoverskrifter til at føles nære, forståelige og krybe helt ind under huden på beskueren, så man opnår en helt ny forståelse,” udtalter CPH:DOX’ kunstneriske direktør, Niklas Engstrøm.
“En uundgåelig og uforglemmelig dokumentation af ideologisk krigsførelse, der rækker langt ud over Ruslands grænser,”
Adrian Horton, The Guardian
“Talankins optagelser tjener som en påmindelse om børn som krigens uskyldige ofre,”
Amber Wilkinson, Screen Daily
“Som publikum må vi prise os lykkelige for, at han tog flugten med disse uvurderlige optagelser af et Rusland i forandring,”
⭐⭐⭐⭐⭐
Morten Kildebæk, Soundvenue
Efter visningen danner filmen ramme for en samtale med Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut ved Internationale Studier, om filmens tematikker og de konsekvenser, som krigen har medført også internt i Rusland.
Filmen kommer ikke kun på CPH:DOX, den vil også blive vist i et stort antal kommuner som en del af DOX:DANMARK.
‘Mr. Nobody Against Putin’ var en del af CPH:FORUM i 2023.
Filmen er instrueret af David Borenstein og co-instrueret af Pavel Talankin. Filmens producer er Helle Faber.
For yderligere information vedr. CPH:DOX, kontakt da Kommunikationschef, Nicolai Oreskov Westh.
For yderligere spørgsmål vedr. ‘Mr. Nobody Against Putin’, kontakt da filmens presseansvarlige, Line Bilenberg.