The Revolution Against Death + Fahrenheit + 7 Summers
Tre kortfilm om modstand, overlevelse og den følelsesmæssige temperatur i politisk kamp: 'The Revolution Against Death', 'Fahrenheit' og '7 Summers'.
The Revolution Against Death
Joshua Oppenheimer / USA, Danmark & Sverige / 2026 / 24 min
Joshua Oppenheimer er tilbage med en kortfilm om teknologi, selvbedrag og drømmen om udødelighed under en blændende, californisk sol.
Få filmskabere har haft indflydelse på den moderne dokumentarfilm som Joshua Oppenheimer. Med sine to storværker ‘The Act of Killing’ og ‘The Look of Silence’ (der begge to vandt hovedprisen på CPH:DOX) ændrede han reglerne for, hvad en dokumentar kan være. Med den post-apokalyptiske sci-fi-musicalen ‘The End’ udforskede han den ultrarige elites fortrængninger og selvbedrag, og det projekt fortsætter i hans helt nye kortfilm.
Her er vi ikke længere i en bunker dybt under jorden, men derimod under en blændende, californisk sol. I minimalistiske luksusvillaer, der allerede ligner filmkulisser, møder vi et fællesskab i deres bedste alder – og den alder har de tænkt sig at forblive i. Med teknologiens mellemkomst har de planer om at lade sig fryse ned efter døden, indtil de kan genopstå på ny. Et foruroligende besøg i et miljø, hvor spørgsmålet presser sig på: Er det stadig selvbedrag, hvis alle andre er med på idéen?
Fahrenheit
Kamil Dossar / Irak & Danmark / 2026 / Verdenspremiere / 20 min
Kunstneren Kamil Dossars nye filmværk er et elliptisk værk fra Irak, hvor mennesker med øglehoveder optræder i en film, som vi selv stykker sammen, mens vi oplever den.
En pianist med øglehoved sidder ved sit flygel på en scene og arbejder med Bachs Goldberg-variationer. En kvinde – også med øglehoved – passer sit arbejde med at tørre borde af på en tom café med udsigt til Bagdad. Ved et af bordene sidder silhouetterne af et ungt par og taler, men på den anden side af væggens spejle – på vores side – sidder der ingen.
Der bliver trykket på mange knapper i billedkunstneren Kamil Dossars nye videoværk, som på samme aktiverer og dekonstruerer vores ubevidste forventninger til filmiske situationer. Scenerne i ‘Fahrenheit’, som er baseret på materiale fra hans nylige installation på Overgaden, ligner nemlig scener fra en film, men står gådefulde frem som fragmenter af en verden. Et post-cinematisk værk med dekoloniale undertoner fra et land, man kun sjældent ser skildret på netop film.
7 Summers
Bjarke Hvass Kure, Amitai Romm, Emil Rønn Andersen & Aslak Aamot Helm / Danmark / 2025 / Verdenspremiere / 21 min
En dokumentation af et kunstnerisk eksperiment, der foregår i et klima-simuleringsanlæg på Risø Forskningscenter, beliggende i de maleriske omgivelser ved Roskilde Fjord.
‘7 Summers’ foregår på en hvedemark, en saltmarsk og på brakjord fra de lokale landskaber, mens de udsættes for syv mulige somre i fremtiden, fra intense hedebølger til de første tegn på en ny istid. Gennem en kombination af AI, virtuel produktion og timelapse overføres disse lokale planter til en række forestillede fremtidige landskaber.
Ved at kombinere traditionelle dokumentarstrategier med et syntetisk visuelt sprog, der stadig er under udvikling, skaber filmen en svimlende feedback-loop mellem nutid og fremtidsprognoser, dokumentation og simulering, natur og kunstighed. Værket er kommissioneret af Singapore Biennial 2025.



