ÅBNINGSTALE – CPH:DOX 2026

Årets åbningsfilm er et fantastisk eksempel på det, dokumentarfilmen kan, når den er allerbedst: Den går bag de store overskrifter og lader os møde de mennesker, der må leve under de forhold, som overskrifterne repræsenterer. Den kan få os til at mærke verden og indfange den enorme kompleksitet, der findes derude i virkeligheden. Den virkelighed, som næsten altid er vildere og mærkeligere end de forenklinger og binære modsætninger, der dominerer det stadigt mere algoritmiske medielandskab – Og som krigen måske er det mest ultimative eksempel på: Det er os eller dem.

Når en dokumentarfilm som MARIINKA kan det, er det først og fremmest fordi den tager sig tid.

Pieter-Jan De Pue begyndte på denne film kort efter, at krigen i Østukraine brød ud i 2014. Han har brugt ni år på denne historie. Ni år på at følge livet for de mennesker, der boede i byen Mariinka, indtil den blev totalt ødelagt under den russiske fuldskala-invasion i 2022. Ni år på at finde og opbygge relationer til de mennesker, filmen handler om.

Når man på den måde tager sig den tid, der skal til, giver man sig selv mulighed for at skabe et nærvær af en anden verden. Den tid og det nærvær er ret så unikt for dokumentarfilmen som kunstform.

Det betyder ikke, at dokumentarfilm ikke også kan være alt muligt andet. Tværtimod! Siden festivalens begyndelse i 2003 har vi arbejdet på at udvide mulighedsrummet for, hvad dokumentarfilmen er – og hvad den kan være. Igen i år vil I kunne finde alle mulige slags film på CPH:DOX: personlige bekendelser, poetiske billeder, journalistisk bid, aktivistisk ild, essayistisk eftertanke, eksperimentel leg, performativ nerve og stille observationer – et væld af former, der tilsammen viser den særlige dokumentariske kunstforms uendelige kraft og frihed.

Hver film har sit eget blik – mere eller mindre nuanceret, drevet af filmskabernes personlige engagement –  deres vrede, deres undren eller deres håb. Nogle zoomer ind på det allermest private, andre zoomer ud på det globale. Nogle søger svar, andre stiller spørgsmål uden ende.

Hver og én har de en plads her. Tilsammen danner de ikke en samstemmig sang, men et flerstemmigt kor – på én gang i harmoni og disharmoni, på én gang provokerende og forsonende. Stemmer, der tilsammen udgør det bevis, vi som festival vil føre for, at virkeligheden er uendeligt kompleks. At sandheden måske nok kan være svær at blive klog på, men at vi til gengæld bliver klogere af at lytte til alle de forskellige bud på, hvad den kunne være.

Det er derfor, vi bruger så mange kræfter på at vise festivalens film i en kontekst. Det er derfor, vi arrangerer hundredvis af debatter, talks og arrangementer, hvor filmene bliver sat i spil, diskuteret, analyseret – og til tider direkte modsagt.

For os på CPH:DOX handler det om at lade mennesker med vidt forskellige opfattelser af virkeligheden mødes og give dem mulighed for – måske – at blive en lille smule klogere på hinanden.

Det handler om at dyrke dialogen – også når den er svær.

Om at skabe et rum, hvor vi kan føre samtaler om alt det, vi deler, men også om alt det, der splitter os. Og som vi ikke kan tale os udenom.

Det er i de samtaler, vi som festival for alvor kan bidrage til, at dokumentarfilmen opnår en samfundsmæssig betydning og bliver et afgørende bidrag til vores demokrati – uden at nogen stemmer bliver tiet ihjel.

Det gælder ikke mindst i de næste to uger, hvor årets festival løber parallelt med valgkampen op til folketingsvalget den 24. marts. Det er ærlig talt svært at forestille sig en bedre optakt til at sætte sit kryds end at gå i biografen, blive klogere på verden og lade sig udfordre af andre perspektiver end sit eget.

Hvorfor bruger vi så megen taletid på netop dette? Er det ikke blot en selvfølgelighed, at det er pluralismen, der skal kendetegne en festival som CPH:DOX?

Svaret er nej.

I stigende grad møder kulturinstitutioner verden over krav om at udelukke bestemte stemmer, bekende kulør og rette ind – så flerstemmighed bliver til enstemmighed. Presset kan komme fra mange sider, men allermest problematisk er det naturligvis, når det kommer fra politisk hold.

Et sådant pres mærker de for eksempel ikke så langt herfra – i Berlin, hvor en af verdens største filmfestivaler har været ved at gå op i limningen i de seneste uger. Efter prisoverrækkelsen i februar, hvor flere vindere brugte talerstolen til at kritisere Israels handlinger i Gaza – og Tysklands rolle deri – udløstes massive politiske modreaktioner.

Den tyske regering indkaldte til krisemøde, som nu har udmøntet sig i en række klare anbefalinger til festivalen om at nedsætte et politisk advisory board, der skal guide den i såkaldt ‘politisk sensitive’ spørgsmål. Det er svært ikke at se det som et forsøg på at bryde med selve armslængdeprincippet – og det er en virkelig farlig vej at slå ind på.

Samtidig viser en spritny rundspørge fra Dansk Kulturliv, at også danske kulturinstitutioner i stigende grad møder forventninger til, hvilke stemmer der gives plads – og at det nogle steder endda fører til selvcensur.

Når den slags overvejelser begynder at snige sig ind, er der al mulig grund til at være på vagt. 

Armslængdeprincippet er ikke blot en detalje. Det er forudsætningen for, at kunsten kan forblive fri, kritisk og flerstemmig – og for, at kulturinstitutioner kan forblive åbne og nysgerrige på verden omkring dem.
Derfor er det afgørende vigtigt, at vi holder fast i det – lokalt, nationalt og på tværs af det politiske spektrum.
Og når vi overhovedet tør invitere kulturministeren ind i salen her i aften, er det fordi, at uanset hvor mange roser, der måtte flyve frem og tilbage mellem ham og os, så blander hverken han eller andre politikere sig i hvilke film, der bliver vist her på festivalen. Lad det forblive sådan!

Det turde nu stå klart, at CPH:DOX fungerer som et prisme: Et sted, hvor lyset fra hundredvis af filmskabere samles og brydes i et rigt spektrum af blikke på verden.

Hvert år flytter vi prismet en anelse, og her i det herrens år 2026 har vi rettet det mod en verden i voldsom forandring. Årets program møder disse forandringer med et dobbelt blik:

Udadtil retter vi blikket mod omkalfatringen af den internationale verdensorden – og hvad den betyder for menneskerettighederne.

Og indadtil retter vi blikket mod omkalfatringen af den indre verdensorden – og hvad den betyder for menneskehjernen!

På den ene side ser vi et internationalt samfund, hvor magt i stigende grad trumfer ret. Hvor de stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må – sådan som den græske historiker Thukydid formulerede det for toogethalvttusinde år siden, og som desværre lyder med uhyggelig aktualitet igen.

Hvad sker der med menneskerettighederne, med folkeretten og med de principper, der skulle beskytte os mod magtens vilkårlighed, når verden, som vi kender den, krakelerer? 

Det er det spørgsmål, vi i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg, Human Rights Watch, IMS og fondene Frececo og Dreyers stiller i vores store temaprogram RIGHT HERE, RIGHT NOW.

På den anden side vender vi blikket indad. For også vores indre verdensorden

forskubber sig. Med støtte fra Lundbeckfonden lancerer vi derfor i år et helt nyt forskningsformidlende filmprogram med titlen BRAINWAVES, der sætter fokus på den menneskelige hjerne i et biologisk, kulturelt og samfundsmæssigt perspektiv – netop nu, hvor algoritmer, kunstig intelligens og ny neuroteknologi udfordrer vores forståelse af, hvad det overhovedet vil sige at tænke, føle og være menneske.

En af de forskere, der besøger festivalen i den forbindelse, er neurologen Nicholas Wright. Han har ikke blot forsket i menneskelig intelligens og kunstig intelligens – han har også rådgivet Pentagon, fordi hans primære felt er relationen mellem den menneskelige hjerne og denne åh så menneskelige begivenhed: krigen. På årets festival stiller vi det samme spørgsmål, som Wright stiller i sin seneste bog Warhead:

Hvordan agerer vores hjerner i krig? Og hvad gør krigen ved vores hjerner?

Og dermed er vi tilbage ved aftenens film.

For MARIINKA er om noget en film om, hvad krig gør ved mennesker. Ved familier. Ved relationer. Ved skæbner, der krydser frontlinjer og aldrig bliver de samme igen.

En film som denne kunne ikke eksistere uden en filmskaber med et helt særligt blik – og det har Pieter-Jan De Pue. Men den var heller aldrig blevet til uden samarbejde på tværs af Europa: Institutioner og partnere, der har gjort det muligt for kunstnerens talent og tålmodighed at udfolde sig over næsten et årti. 

Det er den slags film og den slags samarbejder, verden har brug for. Og det er derfor, vi har støttet projektet hele vejen igennem – fra de tidlige stadier, da det første gang blev pitchet på vores finansieringsforum, til i aften, hvor det for første gang skal møde et publikums øjne: Jeres!

Efter filmen vil Danmarks Radios Ukraine-korrespondent Matilde Kimer komme på scenen og føre os gennem en samtale med instruktøren selv, samt ikke mindst en af filmens hovedpersoner, Natasha Borodynia, og filmens ukrainske line producer Anna Konik. Bliv derfor endelig siddende, når rulleteksterne ruller over lærredet om halvanden time.

Rigtig god fornøjelse med verdenspremieren på MARIINKA!