Good evening everyone…

Welcome to the opening of CPH:DOX 2025!

My name is Katrine Kiilgaard – I’m the managing director of CPH:DOX.
And my name is Niklas Engstrøm, I’m the artistic director of CPH:DOX. 

Tonight, we are not only welcoming you to the opening of the 22nd edition of CPH:DOX, but also to the world premiere of FACING WAR, the brand new film by Norwegian filmmaker Tommy Gulliksen.

The film follows Jens Stoltenberg during his last two years as Secretary General of NATO, and we are very happy that Jens Stoltenberg himself will join us on stage afterward for a conversation about the value of diplomacy in our rapidly changing world, alongside Danish Prime Minister Mette Frederiksen!

We are also very happy to have all of YOU with us tonight, no matter whether you are Danish, Norwegian, or any other kind of nationality! However, as we are not only speaking to all of you in this room, but also local Danish audiences in 25 cinemas all over Denmark, we will switch to Danish for the next few minutes. But fear not! The film will be screened with English subtitles, and the conversation afterwards will also be in English. And if you scan the QR code on the screen behind us, you can also access an English version of our speech, so you won’t feel lost in translation.

Nemlig! Nu fortsætter vi lige på vort modersmål: Velkommen til alle jer her i Radiohuset – og i Ringsted og Ringe og Rødding og Ribe og Gjern og Gilleleje og Glostrup og Haslev og Marstal og Ebeltoft og Frederiksværk og Frederikshavn og Aalborg og Agger og Odense og Århus og Struer og Skive og Skørping og alle de andre steder, I følger med fra!

Den film, I skal se i aften, handler om værdien af diplomati, om værdien af alliancer,  om værdien af internationale institutioner. Da vi i begyndelsen af januar valgte FACING WAR som årets åbningsfilm, vidste vi godt, at verden var under forandring. Men at NATO, den organisation, filmen fokuserer på, allerede her få måneder senere ser ud til at være blevet lagt i NATO-stilling og få brug for akut førstehjælp, dét havde vi alligevel ikke set komme!

Forandringerne er kommet hurtigere end nogen havde forventet, og det er allerede blevet helt banalt at sige, at vi nu befinder os i en ny verdensorden.

Det er en verdensorden, som begynder at ligne noget fra før Anden Verdenskrig. Om det ender med at ligne 1930’erne eller 1800-tallet, eller vi skal helt tilbage til før den westfalske fred i 1648, det er nok for tidligt at sige. Men uanset hvad, så er det en verdensorden, der godt kunne ende med at ligne noget, der ligger før 1948. Altså før FN’s menneskerettighedserklæring. Før den erklæring, der, om man så må sige, globaliserede de ideer, der opstod her i Europa om det enkelte menneskes grundlæggende værdi i sig selv og ret til at eksistere i fred og frihed. 

Ligesom ideen om Gud, om nationer og alt muligt andet, så er menneskerettighederne dybest set bare noget, vi har fundet på. Men det er altså et virkelig godt påfund! Og jo flere, der tror på ideen, desto flere mennesker vil få muligheden for at leve som frie individer under fredelige forhold. 

Så hvad sker der med den her idé, hvad sker der med menneskerettighederne og med folkeretten, når verdensorden nu ændrer sig i retning af en multipolaritet, hvor stormagterne, de virkelig store stormagter, kun kerer sig om deres egne nationale interesser? Dét er det centrale spørgsmål, vi under overskriften ‘Right Here, Right Now’ stiller på årets CPH:DOX, sammen med vores samarbejdspartnere i Kunsthal Charlottenborg, Institut for Menneskerettigheder, Human Rights Watch og de to fonde Frececo og Dreyers.

Lad os nu bare være ærlige. Den gamle verdensorden, som vi alle længes efter i disse dage, var fyldt med fejl. Menneskerettighedsovertrædelser skete i tusindfold hver eneste dag. Og det var ikke kun kineserne og russerne og iranerne og nordkoreanerne, der stod bag. Det skete sådan set også hyppigt for verdens selvudnævnte politimand, det unipolære øjebliks dominerende supermagt – og dens allierede. Altså os. I Gaza, på Vestbredden, i Irak, og ude i Middelhavet. Og ja, også herhjemme på vores eget kontinent. Dette hykleri blev naturligvis påpeget – ikke kun af alverdens diktatorer og autokrater, der på den måde fik en gylden mulighed for at dyrke whataboutism i overdrive. Nej, det blev også kritiseret af journalister, dokumentarister og aktivister her i vores egen del af verden, i det, vi engang kaldte ‘Vesten’. Og det var helt berettiget.

Men betyder det så, at verden af i går var nøjagtig lige så slem som den, der venter os i morgen? 

Har de såkaldte ‘realister’ inden for studiet af international politik ret i deres kyniske analyse, når de siger, at det altid – ene og alene – har været nationale interesser og rå magt, der har styret forholdet mellem alverdens stater, og at folkeretten var helt uden betydning? 

Var den såkaldte regelbaserede verdensorden blot en illusion, som Putin, Trump og Vance nu har revet bort fra vores øjne? 

Svaret er måske ikke et klart og rungende nej, men det er altså heller ikke et klart og rungende ja! Det er vel mestendels et grumset både-og.

For selvfølgelig var verden også i går styret af magt. 

Selvfølgelig byggede den regelbaserede verdensorden også på, at der var en dominerende magt, USA, med så meget indflydelse, at denne stat faktisk kunne agere som en slags politimand, der kunne og ville bakke reglerne op med rå vold. 

Og selvfølgelig lod denne supermagt, vores ven og beskytter, ofte hånt om reglerne, når de ikke var i landets egen interesse, samtidig med, at disse regler blev ideologiseret på en usund måde, der ofte handlede mere om imperiale ambitioner end det fælles bedste på tværs af nationale grænser. 

Alt det er blevet dokumenteret. Og kritiseret.

Men grunden til, at alt dette kunne kritiseres over en bred kam, var imidlertid lige præcis, at man internationalt var blevet enige om de værdier og de rettigheder, der er fastsat i FN’s Menneskerettighedserklæring. Og selv om det er virkelig, virkelig irriterende for magthaverne at blive kritiseret for hykleri og dobbeltstandarder, så er det fantastiske ved det liberale, demokratiske samfund jo netop, at sådan en kritik tillades. Ja, vi tillader os endda at tro, at denne kritik, som er så afgørende for vores samfunds levedygtighed, faktisk var med til at holde den rene kynisme lidt nede. Det er lige præcis dét, som bliver svært, hvis den nye verdensorden renses for alle regler og kun ender med at hvile på udøvelsen af magt. 

Derfor handler en oprustning ikke kun om militært isenkram og genopdagelse af de nationale og europæiske fællesskaber. Den handler også om at kende de demokratiske værdier og de universelle, liberale frihedsrettigheder helt til bunds. For som JD Vance så venligt gjorde os opmærksomme på forleden, så er det vigtigt, at vi ved, hvad det er, vi vil forsvare.

En nylig undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viste, at langt størstedelen af danskerne bakker op om menneskerettighederne, men at over halvdelen af os ikke kan nævne én eneste konkret rettighed! Her klarer nordmændene, som jo er massivt repræsenteret her i aften, sig lidt bedre – i Norge kan 58% faktisk nævne mindst én menneskerettighed. 

Der er altså behov for oplysning til borgerne om deres rettigheder! 

Det behov vil vi gøre vores til at opfylde med årets program. 

Vi vil gøre det med film. 

Med debatter. 

Med talks ved kunstnere og aktivister som Inna Shevchenko, Ai Weiwei, Christo Grozev og Eyal Weizman. 

Vi vil gøre det med uddelingen af HUMAN:RIGHTS AWARD, som vi sidste år satte i søen sammen med Institut for Menneskerettigheder. 

Og vi vil gøre det ved at dele FN’s Menneskerettighedserklæring ud til publikum ved alle festivalens visninger af de film, der er nomineret til den pris. Og såmænd også til jer, der sidder i salen her i aften.

Men også mere generelt er der behov for oplysning til borgerne om samfundet! Og derfor bliver der om muligt endnu mere behov for dokumentarfilmen som genre i fremtiden. 

For med sin forpligtelse på virkeligheden, med sin insisteren på den langsomme skabelsesproces og på at stille sig selv grundlæggende etiske spørgsmål undervejs, kan dokumentarfilmen gøre os klogere, tilføje nuancer og berige os med nye perspektiver på verden. I hvert fald, når den er bedst. 

Når den er værst, kan den ligesom journalistik og så megen anden information, henfalde til overforenkling og manipulation – ja, historien er fuld af dokumentarfilm, der var forklædt propaganda. 

Det er derfor, vi skal være enormt glade for – og værne om – det helt fantastiske dokumentarfilm-miljø, der er udviklet i Norden og ikke mindst i Danmark, hvor stort set alle som én arbejder på at udvikle nuancerede fortællinger, der ikke handler om at skabe overskrifter, men tværtimod handler om at bringe os tættere på mennesker, vi ikke kendte, og dybere ned i virkelighedens materie.

Det er derfor, vi som samfund skal kæmpe for, at vi også i fremtiden har et stærkt støttesystem med et filminstitut og to public service-kanaler, der bliver ved med at have mod på og modet til at støtte alle de sindssygt dygtige dokumentarister derude. 

Og det er derfor, at vi er så enormt glade for, at vores fantastiske festivalhold har brugt en eksorbitant del af deres vågne timer på at udvælge de bedste, de vildeste, de smukkeste, de sjoveste og de mest øjenåbnende værker blandt de mere end 3.000 film og filmprojekter, der har tilmeldt sig CPH:DOX 2025 i håbet om at blive en del af årets program 

I de næste to uger viser vi verdens bedste dokumentarfilm overalt i København – men ikke kun her! Takket være vores succesfulde initiativ DOX:DANMARK er der nu dokumentarfilmfestivaler i intet mindre end 54 af landets kommuner – det er en kæmpe rekord, vi har slået dér! Og filmene bliver ikke bare vist på det store lærred, de bliver også sat i kontekst og diskuteret, når vi følger op med instruktørsamtaler, med paneldebatter, med ekspertbesøg, og med undervisning for landets gymnasieelever. 

Og så slutter vi det hele af med et efterfølgende opsamlingsheat på vores digitale platform PARA:DOX, der viser et stort udvalg af årets festivalfilm de første 14 dage af april – og helt vildt mange andre gode dokumentarfilm resten af året. Det er sådan set verdens bedste streamingtjeneste, hvis vi nu selv skal sige det. Og så er den oven i købet europæisk!

Okay. Nu skal vi til aftenens film – Facing War instrueret af Tommy Gullliksen.

Som allerede nævnt er det intet mindre end en verdenspremiere, og uanset hvor mørke tider, vi lever i, så er det altså værd at fejre! Tommy er selvfølgelig her i salen sammen med producenterne Anne Marte Blindheim og Danielle Turkov Wilson, executive producers Tonje Hessen Schei og Geralyn Dreyfous, klippere Øistein Bloch Haukeland, Margrete Vinnem og Erik Treimann, dramaturg Aslaug Holm, lyddesigner Odin Eggen Brække samt Svein Berge og Torbjørn Brundtland fra den norske musikduo Röyksopp, som har komponeret musikken. Tommy, vil du ikke være sød at rejse dig, så du kan få et behørigt bifald!

Efter filmen skal I bare blive siddende. For så kommer hovedpersonen Jens Stoltenberg herop på scenen sammen med statsminister Mette Frederiksen. Samtalen vil blive styret af DR’s altid fremragende Adam Holm. Og når Adam har styret os sikkert igennem den samtale, så kommer vi lige tilbage og takker alle, der skal takkes.

Men for nu er der blot tilbage at ønske rigtigt god fornøjelse med FACING WAR!