One to One: John & Yoko
Kevin Macdonald & Sam Rice-Edwards / Storbritannien / 2025 / dansk premiere / 100 min
En levende og medrivende skildring af John Lennons og Yoko Onos første år i New York – et år med politisk og kulturel tumult, der kulminerer med Lennons eneste solokoncert nogensinde.
Året er 1972. The Beatles har været opløst i et par år, og John Lennon og Yoko Ono er netop flyttet til New York og bor i en ydmyg toværelseslejlighed i Greenwich Village. Lennon har selv sagt, at de bare brugte det år på at se TV. Filmen her viser, at det var langt fra den fulde sandhed. Midt i en politisk turbulent tid finder vi det kreative ægtepar fordybet i musik, kunst, politik og aktivisme.
Med masser af humor og et højt tempo genskaber filmen den kreative hvirvelvind, parret befandt sig midt i. Med materiale fra usete arkiver, telefonsamtaler og hjemmevideoer kulminerer John og Yokos vilde år med velgørenhedskoncerten ’One to One’ for børn fra noget, der ligner helvedes forgård, Willowbrooks State School. Dette var Lennons første koncert i fuld længde efter The Beatles, og det viste sig tragisk nok, at det også skulle blive hans sidste.
Med helt nyrestaurerede optagelser fra koncerten er det heldigvis et lille mesterværk af et musikalsk live-testamente, han efterlader sig.