Noah Living og arkitekterne TERROIR x Sarah Fredelund omdanner Kunsthal Charlottenborg til et sanseligt CPH:DOX-centrum
I år har arkitekterne TERROIR x Sarah Fredelund i samarbejde med møbelproducenten Noah Living skabt Kunsthal Charlottenborgs unikke og sanselige festivaldesign, der har fokus på bl.a. genanvendelse og demokratisk deltagelse. Foto: 3D-skitse af designet.
Mandag 17. marts 2025
Møblerne til årets festivalcentrum på Kunsthal Charlottenborg er leveret af den Berlin-baserede møbelproducent Noah Living. Ifølge Cille Veje Vedersø, kommunikationschef hos Noah Living, har firmaet et stærkt værdifællesskab med CPH:DOX, hvilket var helt naturligt at forfølge:
“CPH:DOX’ identitet er dynamisk og nysgerrig – og vores møbler afspejler samme tilgang: de er fleksible, formbare og holdbare og understøtter både festivalens og arkitekternes vision om at skabe et nærværende miljø, hvor mennesker samles, tænker og engagerer sig med hinanden. (…) Vores mission er at udvikle møbler, der forener æstetik, funktionalitet og holdbarhed. Med modularitet som grundprincip kan vores møbler tilpasses og vokse med deres brugere. CPH:DOX og TERROIR x Sarah Fredelund har haft en vision om at skabe et sanseligt, fleksibelt og ansvarligt miljø, hvilket stemmer overens med vores modulære design, nøje udvalgte materialer og fokus på bæredygtighed.”
Genanvendelse og collage
For arkitekterne TERROIR x Sarah Fredelund – bestående af Mikkel Møller Roesdahl, Lead Designer fra TERROIR, og arkitekt og lysdesigner Sarah Fredelund – har genanvendelse af materialer været et centralt greb i designprocessen. I stedet for at skabe noget nyt fra bunden har de valgt en kurateret og redesignet iscenesættelse af kunsthallen, hvor materialer fra tidligere års festivaler genanvendes, og brugen af nye materialer minimeres:
“Festivalarkitektur er temporær og derfor sjældent bæredygtig. Det ønskede vi at gøre op med. Vores rumlige iscenesættelser har derfor taget udgangspunkt i en registrering af alt, hvad festivalen står tilbage med fra tidligere år, og den svære designopgave har ligget i at samle dette til et nyt og sammenhængende udtryk” siger Mikkel Møller Roesdahl.

Sarah Fredelund (tv.) og Mikkel Møller Roesdahl, Lead Designer fra TERROIR (th.). Foto: Caroline Worning, CPH:DOX.
I samarbejde med Noah Living har de eksperimenteret med at bruge møblerne på nye måder og skabe unikke tekstil-kombinationer, der harmonerer med festivalens identitet. Samtidig afspejler indretningen CPH:DOX’ visuelle identitet for 2025, skabt af festivalens art director Viktor Aabo.
“Afledt af årets visuelle identitet arbejder vi med ‘collagen’, men i et rumligt format. At skabe nye billeder og udtryk ved at bearbejde eksisterende materiale. Og med årets røde signaturfarve, som bliver et gennemgående wayfinding-element, forfiner og fremhæver vi mødet mellem materialer og giver en rig taktilitet og detaljeringsgrad,” udtaler Sarah Fredelund..
Den visuelle identitet er blevet omsat til temaerne ‘Collagen’ og ‘Den Røde Tråd’, som er udarbejdet tredimensionelt – både i fysiske og digitale modeller – for bedst muligt at spille op til Charlottenborgs særlige rumlighed og volume. Resultatet er et unikt interiør-design i fire af Kunsthal Charlottenborgs rum, der under CPH:DOX skal understøtte hver deres funktion: Biografen Social Cinema, foyeren Socialize, arbejds- og møderummet Meet og pausezonen Contemplation.
“Samarbejdet med Noah Living har spillet smukt ind i ‘collagen’ som bærende princip, da deres møbler kan sammensættes på et utal af måder, skilles ad og genopstå i nye konstellationer,” fortæller Mikkel Møller Roesdahl.
Demokratisk deltagelse
Designet i Kunsthal Charlottenborg er skabt med en ambition om at forene CPH:DOX’ fokus på demokratisk deltagelse med en mere tilgængelig oplevelse for gæsterne.
“Vores møbeldesign understøtter denne tankegang ved at skabe rum, hvor mennesker kan mødes, lytte og diskutere i nuet. Modulariteten i vores møbler gør det muligt at tilpasse indretningen efter behov – præcis som festivalen selv forandrer sig og skaber nye, relevante oplevelser” siger Cille Veje Vedersø fra Noah Living.
Også TERROIR x Sarah Fredelund har haft fokus på at skabe et design, der inviterer gæsterne til at stoppe op, observere og deltage:
“En af styrkerne ved dokumentarfilm er deres evne til at udfordre perspektiver. I tråd med det lægger rummene op til, at øjet går på opdagelse og dykker et lag dybere ned – at man tager sig tid og er til stede i sine omgivelser” lyder det fra Sarah Fredelund.
Det har været afgørende at sikre, at alle kan bevæge sig frit, og at ingen placeres i udkanten af fællesskabet. Baren er designet i flere højder for at imødekomme forskellige behov, og rummene giver mulighed for både social interaktion og individuelle pauser.
“Der er stadig masser af plads til forbedring, men vi har gennem CPH:DOX prøvet at tage de første skridt mod at skabe mere inkluderende og mangfoldige festivaler,” afslutter Sarah Fredelund.
Tag festivalmøblerne med hjem!
Hvis du ønsker at tage en del af festivalen med dig hjem, har du mulighed for at købe møblerne fra Noah Living efter festivalen med 35% rabat ift. normalprisen. Følg med på vores sociale medier, hvor vi under festivalen annoncerer mere information om dette.
Derudover kan du altid række ud til Noah Living ved Cille Veje Vedersø (cille@noah-living.com) eller arkitekterne Sarah Fredelund (sfn@fredelund.com) og Mikkel Moller Roesdahl (roesdahl@terroir.dk).