slider navigation

Marts 19 - 30, 2025

slider navigation

Kom til særvisning af ‘Copa 71’ på kvindernes internationale kampdag

Den 8. marts fejrer CPH:DOX kvindernes internationale kampdag med en særvisning af 'Copa 71'.

Selvom kvindefodbolden i løbet af de senere år er begyndt at nyde stadig større opmærksomhed globalt, har det langt fra altid været tilfældet – faktisk anerkendte FIFA først verdensmesterskabet for kvinder i 1991.

Og det betyder samtidig, at mange og meget er blevet skrevet ud af historien. Såsom verdensmesterskabet for kvinder i 1971, hvor Danmark sensationelt endte øverst på sejrsskamlen efter at have spillet finale på Azteca Stadium for mere end 100,000 mennesker. Et hidtil uset publikum for nogen kvindesportsgren.

Og i et dansk perspektiv er det selvfølgelig sensationelt, at “vores” kvinder vandt verdensmesterskabet i fodbold. At foregangskvinderne til Pernille Harder, Sanne Troelsgaard og Nadia Nadim hedder Birthe Kjems, Lena Schelke og Asta Vig.

Og under navnet “Mexikonerne” holder de triumferende kvinder stadig kontakten ved lige, og de mødes hvert år for at markere den dag, de for mere end 50 år siden vandt fodboldens største trofæ – en bedrift, som har fået lov at stå lige siden.

Når CPH:DOX viser filmen i biografer over hele landet under årets festival, rejser en håndfuld af den originale start-11’er med. Den 8. marts fejrer vi eksempelvis kvindernes internationale kampdag sammen med Grand Teatret ved at blænde op for den allerførste visning af ‘Copa 71’, hvor to af verdensmestrene, nemlig medvirkende i filmen Birthe Kjems og hattrick-scoreren Susanne Augustesen, efter visningen taler med journalist Sofie Buch Hoyer om at være en del af et overset kapitel i dansk fodbold- og kvindehistorie.

Og den 13. marts, også i Grand, er der regulær fodboldfest, når medlem af Kommissionen for flere piger i fodbold Lykke Friis, tidligere landsholdsspiller Katrine Pedersen, kommunikationschef i DBU Jakob Høyer og filmens to danske hovedpersoner Birthe Kjems og Ann Stengaard sammen taler om udviklingen i kvindefodbold og betydningen at kunne spejle sig i forbilleder og fantastiske sportseventyr. Podcastvært Amalie Bremer er vært og DBU sørger for rødt/hvidt merchandise til alle publikummer. Inden filmen serverer vi en gratis øl (m/u alkohol) fra To Øl.

Og ‘Copa 71’ kommer til at køre i biografer over hele landet og ved flere lejligheder er der arrangeret talks og debatter, hvor man kan høre kvinderne fortælle om den usædvanlige bedrift, om datidens forhold for landets amatørfodboldspillere og om deres fortsatte kamp for at få FIFA til at anerkende verdensmesterskabet.