slider navigation
da / en
Billetter
Når du har købt billetter, vises de her
Dato
Antal
Event
Venue
    * UNG:DOX-billetter vises ikke her.
    Pas
    Når du har et pas, vises det her
    Aktiv
    Type
    Navn
      slider navigation

      Marts 19 - 30, 2025

      slider navigation
      Billetter
      Når du har købt billetter, vises de her
      Dato
      Antal
      Event
      Venue
        * UNG:DOX-billetter vises ikke her.
        Pas
        Når du har et pas, vises det her
        Aktiv
        Type
        Navn

          Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg gæster CPH:DOX’ åbningsgalla den 19. marts

          Den danske Statsminister Mette Frederiksen og tidligere generalsekretær i NATO, nuværende norsk finansminister Jens Stoltenberg, vil efter CPH:DOX’ åbningsfilm ‘Facing War’ diskutere filmen og fremtidens NATO-samarbejde. Samtalen finder sted til CPH:DOX’ store åbningsgalla i Konservatoriets Koncertsal den 19. marts kl. 19.30, og såvel filmen som den efterfølgende samtale vil via et live-stream kunne opleves samtidigt i et stort antal biografer og kulturhuse over hele Danmark. Foto: NATO.

          CPH:DOX’ åbningsfilm ‘Facing War’ instrueret af Tommy Gulliksen giver en helt enestående adgang til Jens Stoltenbergs sidste år som NATO-generalsekretær. Det var oprindeligt planen, at han skulle træde tilbage i 2023 efter ni år på posten, men med udsigten til en voksende splittelse mellem alliancens medlemslande efter Ruslands invasion af Ukraine lod den norske topdiplomat sig overtale af den daværende amerikanske præsident Joe Biden til at fortsætte et år mere.

          Ansvar forpligter for Stoltenberg, der om nogen mestrer diplomatiets vanskelige kunst. “Diplomatiet”, der nu blot få måneder efter Stoltenbergs afgang som generalsekretær for NATO, synes svækket i tidens højspændte sikkerhedssituation, hvor rå magt – og ikke alliancer – synes at være spillets regler.

          Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør hos CPH:DOX, er begejstret for besøget af Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg:

          “Europa står over for en sikkerhedspolitisk krise, der synes at vokse sig større for hver dag, der går, og de europæiske statsledere haster i denne tid fra det ene topmøde til det andet for at finde fælles fodslag og passende foranstaltninger. Derfor er jeg taknemmelig for, at Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg har taget sig tid til at besøge CPH:DOX og sammen diskutere værdien af diplomati i den nye verdensorden med udgangspunkt i festivalens åbningsfilm ‘Facing War’. De to toppolitikere kan med deres enorme erfaring fra den storpolitiske arena give folk over hele Danmark – fra København til Struer – et helt unikt indblik i det diplomatiske arbejde og deres syn på NATO-alliancen og den generelle sikkerhedssituation i Europa netop nu.”

          ‘Facing War’ er instrueret af Tommy Gulliksen og produceret af Anne Marte Blindheim og Danielle Turkov Wilson for Dox Division i co-produktion med NRK, SVT og Think-Film Impact Production med støtte fra Norsk Filminstitutt, Oslo Filmfond, Viken Filmsenter, Fritt Ord, Nordisk Film & TV Fond, Impact Partners, Bergesen-stiftelsen og Fond for lyd og bilde.

          Filmens trailer er netop offentliggjort og kan ses HER.

          ‘Facing War’ på CPH:DOX 2025
          ‘Facing War’ med efterfølgende livestream af samtalen mellem Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg vises i følgende biografer og kulturhuse, hvor flere bliver tilføjet løbende: Kunsthal Charlottenborg i København, Agger Bio, Palads Teatret i Frederikshavn, MovieHouse Ringsted, Palads Teatret, Vendsyssel, Cinema4 Skive, Bibliografen Gladsaxe, Biffen Nordkraft i Aalborg, Kinorevuen Rebild, Storebjørn Syddjurs, Øst for Paradis i Aarhus, Gilleleje Bio, Glostrup Bio, Motorfabrikken Marstal, Guldborgsund Hovedbibliotek, Kulturhus Trommen Hørsholm, Apollon Struer, Ribe bibliotek, Cafe biografen Odense, Frederiksværk Bibliotek, Apoteket – Huset for Scenekunst i Haslev, Rødding Biograf og Biohuset i Gjern.

          Desuden vises ‘Facing War’ flere gange under CPH:DOX og DOX:DANMARK, ligesom den akkompagneres med oplæg af bl.a. Lykke Friis, Andreas Krogh fra Altinget og Jacob Svendsen fra Politiken. Billetter til både åbningsgallaen og de efterfølgende visninger i København og rundt om i Danmark kan købes HER.

          Glæd jer til CPH:DOX 2025
          CPH:DOX – Copenhagen International Documentary Film Festival – er en af verdens førende dokumentarfilmfestivaler, der understøtter uafhængig og innovativ filmkunst. Festivalen er kendt for at udfordre dokumentargenren og for at fremme kunst som en aktiv stemme i civilsamfundet. I år 2025 løber festivalen fra 19.-30. marts og byder på mere end 550 filmvisninger og events rundt omkring i København, der vil introducere publikum for de bedste dokumentarfilm fra ind- og udland og på samme tid belyse nogle af samtidens mest kontroversielle og presserende emner.

          CPH:DOX har vokset sig ud af Hovedstaden og foregår nu også både digitalt på streamingtjenesten PARA:DOX og som lokale filmfestivaler via DOX:DANMARK, der i år er til stede i mere end halvdelen af de danske kommuner. I 2024 kunne CPH:DOX byde velkommen til mere end 125.000 gæster fordelt over hele landet.

          Facing War

          Jens Stoltenbergs sidste år som generalsekretær i NATO, filmet med enestående adgang til en af vor tids største politiske ledere midt i en brydningstid. Om storpolitik, om Rusland og Ukraine, og om den rolle, som alliancen skal spille i fremtiden.