Velkommen til skoleprogrammet på CPH:DOX

Virkeligheden kan være svær at blive klog på – men med dokumentarfilm bliver det lidt nemmere. Og når filmen er både aktuel, fængende og fuld af viden, er dokumentarfilm også et stærkt supplement til undervisningen. Ikke mindst når filmene bliver vist, der hvor de fortjener at blive set – på det store lærred.

Skoleprogrammet på CPH:DOX består af dokumentarfilm, der er målrettet specifikke fag og temaer, så du som lærer får mest muligt ud af at tage dine elever med på CPH:DOX. Vi har udviklet læringsmaterialer til mange film i programmet, og vi kombinerer alle visninger med efterfølgende debatter, workshops og oplæg, så eleverne får masser af ny viden, inspiration og nye perspektiver med hjem.

Skolebilletter på CPH:DOX koster 25 kroner. Du kan bestille billetter ved at kontakte os på telefon eller mail – du finder kontakt oplysninger nederst på siden.

Du kan klikke dig ind på dit klassetrin nedenfor, bestille billetter og se hvilke film vi har på programmet.

God fornøjelse!
– vi glæder os til at se dig fra den 18. til 31. marts 2019

Dokumentarfilm tager afsæt i virkeligheden, og CPH:DOXs skoleprogram zoomer derfor i 2019 ind på syv forskellige temaer, der er relevante for os alle, men som samtidig supplerer undervisningen i specifikke fag og sætter fokus på særlige emner. Her kan du læse nærmere om temaerne, der går på tværs af alle klassetrin.

På flugt

Flygtningedebatten raser endnu på sit højeste, men kræver nogle nye perspektiver og stærke historier, hvis vi rent faktisk også skal blive klogere. Med dette tema kigger vi nærmere på grænserne mennesker imellem, både de kulturelle, religiøse og historiske: Hvor går de – og kan de flyttes?

Særligt relevant for: Dansk, historie, kristendomskundskab, sprogfag, samfundsfag og geografi.

Selvportræt

Grænserne mellem vores online og offline tilværelse er langsomt blevet udvisket. Med konstant adgang til sociale medier er presset på børn og unge for at vise sig frem fra bedste side – også på de grå hverdage – enormt. Med temaet Selvportræt kigger vi nærmere på den nye digitale virkelighed.

Særligt relevant for: Dansk, samfundsfag, billedkunst og medier.

Demokrati

Danske børn og unges interesse for politik er historisk lav. Men sammenhængskraft, fællesskab og medborgerskab spiller stadig en enorm rolle for os alle. Derfor dykker vi med temaet Demokrati helt ned i “den mindst ringe styreform” og undersøger demokratiets rolle – for både børn og voksne.

Særligt relevant for: Dansk, historie, sprogfag, kristendomskundskab og samfundsfag.

Justice

Vores juridiske principper er fundamentet for den måde vores samfund er indrettet på. Under dette tema skal vi kigge nærmere på de nationale, regionale og internationale regler og værdier som vi forpligter os til at overholde, og på de skandaler og brud på menneskerettigheder som vi historisk og i vores samtid hele tiden må forholde os til.

Særligt relevant for: Dansk, sprogfag, historie, matematik, samfundsfag og geografi.

Science

En naturvidenskabelig viden er alpha og omega i en verden der bliver stadig mere futuristisk med kunstig intelligens og google-briller og på en jordklode der bliver stadig mere faretruende med temperaturstigninger og naturkatastrofer. Derfor skal vi helt ned i molekylerne, for at forstå og forholde os til den underfundige verden og tid vi lever i og koble vores naturvidenskabelige viden med vores virkelighed og hverdag.

Særligt relevant for: Matematik, natur/teknologi, idræt, biologi, fysik/kemi og geografi.

Mennesket

Hvad vil det egentlig sige at være et menneske? Hvad er vi for en slags? Og hvordan påvirker vi hinanden – både fysisk og følelsesmæssigt? Under dette tema tager vi pulsen på os selv og vores medmennesker og kigger nærmere på både vores indre og vores ydre – fra førstehjælp til næstekærlighed.

Særligt relevant for: Dansk, billedkunst, musik, sprogfag, filosofi og biologi.

De 17 Verdensmål

Det er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde: I 2015 vedtog alle verdens nationer de 17 Verdensmål, der skal løse mange af klodens problemer inden 2030. I dette tema undersøger vi målene gennem nogle fantastiske film, der kan åbne problemstillingerne op indefra.

Særligt relevant for: Dansk, sprogfag, historie, matematik, samfundsfag og geografi.