Du har sikkert opdaget det allerede: CPH:DOX er ikke bare en filmfestival. Vi skal ses, høres, mærkes, spises og danses, og i dag har vi film og arrangementer for hver en lille muskel og kemiske receptor i din krop. I dag kommer vi vidt omkring. Vi tager til Rusland, til Beograd og på et kosmisk trip ud i rummet. Dagens anbefalinger, here we go:

Biodiversitet, der kan smages: The Biggest Little Farm

‘The Biggest Little Farm’ får alle til at drømme om biodynamisk jord under neglene. I samarbejde med Heartland præsenterer vi en af årets mest spirende og inspirerende DIY-dokumentarer med efterfølgende debat om den mad, vi putter i munden, og lækre smagsprøver på den mad, vi gerne vil putte i munden. Du kan endda blive hængende og nyde en lækker 4-retters økologisk langbordsmenu i Apollos Kantine på Charlottenborg. Book her.  

Boiler Room Party: 3OHA

Vilde ‘3OHA’ (‘Zona’) tager os på kaleidoskopisk vinduesshopping i den russiske avantgarde undergrund, hvor kunstnere og kulturradikale fortolker den post-sovjetiske arv i design, musik og streetart. Bagefter er der koncert med filmens komponist Alex Epton og det hotte elektroniske stjernefrø Lucinda Chua + efterfest med den russiske technomusiker Buttechno. Aveny-T 21:00.

Brexit Party: Everybody in the place

Who puts the arty in party? Det gør kunstner Jeremy Deller med sin participatoriske forelæsning for en engelsk gymnasieklasse om acid house i ‘Everybody in the Place’. Og DOX følger trop. Brexit eller ej, hylder vi briterne, mens vi har dem, med film, dj-set med Tight Cherry (MMHRadio) og masser af gin & tonic fra 21:45 på Charlottenborg. Kom tidligt og varm op med Phil Collins’ Brexit-trodsende ‘Ceremony’ 20:00.

Blågårdsgade lever: Ulveland

Gennem tre år har instruktør Olivia Chamby-Rus fulgt livet og legen blandt børnene på Blågårds Plads og skabt en film, der er et kærkomment modbillede til de blå blink og bandekriminalitet, vi oftest hører om fra den pulserende åre på Nørrebro. Oplev verdenspremieren på  ‘Ulveland’ 16:40 i Grand.

I rummet kan ingen høre dig skrige: Alien Celebration Night

Ridley Scotts udødelige science fiction-klassiker ‘Alien’ runder de 40 i år. Vi fejrer Ripley & co med Alexander Philippes underholdende, nye dokumentar ‘Memory: The Origins of Alien’, efterfulgt af Scotts mesterværk i spritnyrestaureret 4K version, der står skarp som et stjerneskud. Filmnørdernes Hjørne er aftens værter. Lift off 18:00 i Bremen.

Larsson vs. højreradikalisme: The Man Who Played With Fire

Når Stieg Larsson holdte fri, skabte han Lisbeth Salander og Millenum-serien. Hans virkelige job og mission var at kortlægge højre-ekstremismens fremmarch i Norden, som Larsson forudså faren ved før de fleste andre. Vi følger filmen om ildsjælens afsløringer op med  debat m. EXPOs chefredaktør Daniel Poohl, radikaliseringsekspert Tina Askanius, DJ-formand Lars Werge og Politikens graverchef John Hansen, 17:30 på Aveny-T.

Kosmisk trip: Charismatic Megafauna

Tag med på et kosmisk trip, når svenske Kurlandsky og Wenzel ophæver tyngdekraften og som non-verbale tour-guides fører os gennem verden og ud i rummet for at iagttage livet i hypermoderniteten. Verdenskosmisk premiere på ‘Charismatic Megafauna 21:45 i Cinemateket.

Fiction for Real: The Load

‘The Load’ er et ulmende, mørkt og intenst Cannes-hit om en serbisk lastbilchauffør, der hyres til at køre en ukendt last til Beograd under krigen. Efter filmen taler instruktør Ognjen Glavonic med forfatter Carsten Jensen om arven efter Kosovo-krigen. Moderator: Steen Ramsgaard. 19:15 i Dagmar.