Når CPH:DOX og Documentary Campus inviterer til 5 skarptslebne konferencedage, kan du dykke ned i og blive klogere på en række inspirerende emner på tværs af film, teknologi, videnskab, kunst og nye medier – og deres indbyrdes samspil.

For anden gang har CPH:DOX og Documentary Campus slået sig sammen for at præsentere CPH:CONFERENCE, et unik 5-dages event, der finder sted fra 19. – 23. marts under CPH:DOX 2018 i København. Her bliver dørene åbnet til et tætpakket program bestående af case studies, keynote-taler, workshops, diskussioner og international networking. Hver af de fem dage er dedikeret til forskellige temaer og programmerne sammensat af internationalt anerkendte kuratorer. Vi løfter her sløret for de  fem overordnede temaer og håber at se dig i marts!

For at deltage i konferencen skal du have en akkreditering til CPH:DOX, der udover konferencen giver fri adgang til resten af CPH:DOXs film-, talk- og eventprogram. Alternativt kan man indløse billet til de enkelte dage. Læs mere her.

Mandag 19: Science:Film

Konferencen lægger ud med et fokus på forholdet og det kreative samarbejde mellem film og videnskab. CPH:DOX etablerede i 2017 det store tværgående program CPH:SCIENCE. Programmet skal være med til at gøre videnskab relevant for alle i samfundet i en tid, hvor vores omgang med fakta er under særligt pres. Det gør vi med en række aktiviteter for både publikum, skoler, forskningsinstitutioner og filmbranchen. På konferencen sætter vi særligt fokus på, hvordan dokumentarfilmen kan fungere som forandringsagent mellem banebrydende videnskab og et publikum, som man ønsker at animere til aktiv handlen. Vi har inviteret en lang række talere og dagen er krydret med case studies og brugbare take aways. Anja Cetti Andersen, dansk astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København og nylig udnævnt Professor i offentlighedens forståelse for videnskaben åbner dagen, og den kurateres af af Lars Torp, tidligere chef for DR Videnskab og nu uafhængig producent af film, TV og digitalt indhold inden for videnskab, arkitektur og bæredygtig udvikling i sit eget selskab Thin Green Line Productions.

Tirsdag 20: Film:Tech

På konferencens anden dag kuraterer Ingrid Kopp, Co-director, Electric South & Senior Consultant, Interactive Department, Tribeca Film Institute, samt Anna Higgs, filmproducent & tidligere Creative Director af online-magasinet NOWNESS, et program, der stiller skarpt på tendenser i krydsfeltet mellem kunst, ny teknologi og social forandring. Vi undersøger, hvordan vi holder vores forestillingsevne åben og demokratisk i en verden, hvor teknologi i stigende grad former vores erfaring – ofte uden vores vidende. Vi inviterer banebrydende kunstnere og kreative teknologer fra hele verden, og dagen indledes og afrundes af Kamal Sinclair, Director, New Frontier Lab Programs, Sundance Institute med en talk baseret på hendes forskning i “Equality in Emerging Media”.

Onsdag 21: Exploring New Formats

Konferencens tredje dag retter spotlyset mod nye platforme for dokumentarfilmen og nye måder, man når sit (yngre) publikum: Fra Netflix til Youtube, Whatsapp og Facebook Watch. Dagens program bliver kurateret af Thom Powers, programlægger på TIFF og Doc NYC, og byder på samtaler med repræsentanter fra nogle af de nævnte platforme vedrørende deres strategier for det kreative dokumentariske indhold samt case-studies af exceptionelle internationale produktioner. Vi hører blandt andet om, hvordan den populære fotoblog Humans of New York udvikledes til en dokumentarfilm-serie til Facebook Watch med den Oscar-nominerede dokumentarfilm-producent Julie Goldman ved roret, og vi møder teamet bag den kommende Netflix serie “Wild, Wild Country”, filmmagerne Chapman Way & Maclain Way samt Ben Cotner, Director – Original Documentaries, Netflix, USA

Torsdag 22: Film:Risk

Under parolen Safe & Secure er fjerdedagen dedikeret til, hvordan filmskabere gør deres arbejde sikkert og sørger for, at deres film når de publikummer, der gør en forskel, i autoritære lande, hvor menneskerettighederne står for skud. Dagen er kurateret af Beadie Finzi, der er direktør af Doc Society, samt ansvarlig for det globale Good Pitch program. For nylig har Doc Society udgivet en håndbog for filmskabere og finansiører med henblik på at nedbringe risici ved filmproduktion, de være sig digitale, juridiske, journalistiske eller relateret til generel sikkerhed og helbred. Dagens program byder på en hands-on workshop med bl.a. James Brabazon (journalist og “high risk security trainer” og bestyrelsesmedlem af Rory Peck Trust) samt talks og case studies med markante filmmagere, der har arbejdet i høj-risikofyldte situationer. Med Prash Naik, Media Lawyer, Crisis Management Advisor & Media Consultant og tidligere General Counsel for Channel 4, kommer vi omkring, hvordan man navigerer i fake news og Dark PR samt beskytter sig mod det.

Fredag 23: Art:Film

Konferencens sidste dag er kurateret af Toke Lykkeberg, dansk kunstkritiker, forfatter og kurator. Lykkeberg er tidligere leder af udstillingsstedet IMO, ny leder af Tranen, samt mangeårig skribent for dagbladene Information og Børsen. Art:Film er en dag dedikeret til festivalens store fokus på feltet mellem samtidskunst og film, og til mødet mellem teori og praksis i de to verdener. Dagens program består af artist talks og samtaler med danske og internationale kunstnere, filmskabere og repræsentanter for førende film- og kunstinstitutioner. Programmet vil blive offentliggjort snarest, da der blandt de deltagende er en række kunstnere og filmskabere med nye værker i festivalens endnu ikke offentliggjorte konkurrenceprogram.

Gå ikke glip af 5 dage med inspiration, professionel udvikling og international networking! Køb din akkreditering her!