Surprise! CPH:DOX tryller et es op af ærmet, når de på fredag inviterer til koncertfilm med When Saints Go Machine og det lukningstruede Copenhagen Phil samt dj’ing i Bremen Teater – også rykker (aflyste) Avey Tare og Abby Portner ind på Kunsthal Charlottenborg søndag!

Symfoniorkestret Copenhagen Phil, som ifølge Kulturministeren spiller på sidste vers, og When Saints Go Machine krydser musikalske klinger i ny koncertfilm med titlen ’60 minutes of When Saints Go Machine’, der på fredag har premiere på CPH DOX. Efter filmen er der paneldebat om musikken i filmen, og When Saints Go Machine og Den Sorte Skole vil vende plader sammen.

Tag med på et episk, visuelt og musikalsk sansebombardement, når CPH:DOX viser koncertfilmen ’60 minutes of When Saints Go Machine’ – med fire sange fra sidste måneds anmelderroste koncert med When Saints Go Machine og symfoniorkestret Copenhagen Phil. Koncertfilmen indeholder også en række korte interviews, der fortæller om det særlige samarbejde mellem de rytmiske og klassiske musikere – og udmærker sig med flotte billeder, sublim lyd og en nærværende portrættering af både det store symfoniorkester samt When Saints Go Machine med den karismatiske sanger Nikolaj Manuel Vonsild i front.

Paneldebat og dj’ing

Før koncertfilmen fører Copenhagen Phils musikchef Uffe Savery sammen med en håndfuld af orkestrets musikere publikum ind i den symfoniske verden. Efter koncertfilmen er der paneldebat med prominente rytmiske musikere, der tidligere har samarbejdet med det lukningstruede orkester i deres ”60 minutes” koncertformat – og nu alle støtter op om orkestrets overlevelse.

When Saints Go Machine, Copenhagen Phils huskomponister Den Sorte Skole samt komponisterne Karsten Fundal og Christian Balvig medvirker alle i paneldebatten.

Efter debatten vil When Saints Go Machine og Den Sorte Skole vende plader sammen.

Danmarks innovative symfoniorkester

Siden 2011 har det sjællandske orkester med den nu sorte skæbne arbejdet for at lave nyskabende musik i mødet med rytmiske artister. Det har resulteret i et genreblandende koncertformat, som ingen andre danske orkestre dyrker – og med koncerter, der tæller bl.a. Den Sorte Skole, Nikolaj Nørlund, Oh Land, Efterklang, Mew, Love Shop, DJ Noize og nu senest When Saints Go Machine. 60 minutes koncerterne lægger vægt på at vise de mange udtryksmuligheder, et symfoniorkester rummer for et ungt publikum, der ikke i forvejen er stamgæster i koncertsalen.

Vores vision er at aktualisere den klassiske musik og gøre os relevante for et nyt publikum. Jeg tror på, at hvis orkestret overlever, kan disse møder mellem det rytmiske og klassiske musikmiljø spille en stadig større og vigtigere rolle i det danske musikliv,” udtaler musikchef Uffe Savery.

Karismatisk koncertfilm

Koncertfilmen er lavet af instruktør Andreas Munksgaard og blev filmet under én af to totalt udsolgte koncerter i Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset) den 4. februar 2017. En koncert, som fik Gaffas anmelder helt op af stolen med 6 stjerner:

Man var fanget, ja, tryllebundet fra starten … Det var en koncert på et niveau, som sjældent ses her til lands. Med et orkester, der havde lagt basen, så veloplagte komponister kunne fabulere og skabe, inden bandet selv gik ind og lagde den sidste magi.”

Link til Gaffas anmeldelse her.

Fredag 24. marts 18:30 / Bremen / ”60 minutes of When Saints Go Machine”. Billetter.

Udsat koncert med Avey Tare og Abby Portner afslutter årets koncertprogram med et neo-psykedelisk live-show på Charlottenborg.

I torsdags skulle Animal Collective søskende-parret Avey Tare og Abby Portner have åbnet CPH:DOXs koncertprogram, men koncerten blev uden Avey Tare, som var fanget i en snestorm og ikke kunne flyve til landet. I stedet rykkede First Hate og andre danske musikere ind til et helt særligt improviseret koncert-set i Kunsthal Charlottenborgs Social Cinema.

Men nu er der gode nyheder: søndag d. 26. marts kl. 20.00 rykker Avey Tare og Abby Portner ind i Social Cinema på Kunsthal Charlottenborg, og hvad, der skulle have været åbningskoncerten på CPH:DOX 2017 bliver nu afslutningskoncerten.

Billeder og lyd går op i en neo-psykedelisk helhed når Avey Tare og Abby Portner lukker og slukker for vores nye festivalcentrum med en audiovisuel performance i festivalens farverige sofabiograf. Dave Portner (aka. Avey Tare) er sanger og sangskriver i Animal Collective, mens søsteren Abby er fast tilknyttet gruppen som visuel kunstner med utallige samarbejder på cv’et – fra Velvet Undergrounds John Cale til danske Reptile Youth. Det uregerlige dyrekolletiv har flere gange gæstet CPH:DOX i forskellige konstellationer, og Dave & Abby har forberedt denne performance særligt til lejligheden på festivalslottet Kunsthal Charlottenborg.

De, der havde billetter til koncerten d. 16. marts, og som har valgt at beholde dem, kan bruge deres billetter til denne koncert. For de, der ikke har billetter, kan de købes her.