Når CPH:DOX og Normann Copenhagen slår dørene op til CPH:DOX 2018, bliver det med en yderst eftertragtet genganger fra sidste år.

Sidste år satte over 5.000 festivalgængere sig ekstra godt til rette under CPH:DOX 2017.

Dokumentarfilmfestivalen åbnede nemlig for første gang dørene op til sofabiografen Social Cinema, som kunne huse 250 publikummer i bløde sofaer af det danske designbrand Normann Copenhagen.

Biografen i Kunsthal Charlottenborg, CPH:DOXs festivalcentrum der er indrettet udelukkende med møbler fra Normann Copenhagen, bød både på storslåede filmvisninger af internationale dokumentarfilm, audiovisuelle koncerter, en konference, talkshows og mange andre alternative events i de helt særlige tilbagelænede omgivelser.

Og nu er der gode nyheder: Biografen vender nemlig tilbage til foråret, når CPH:DOX 2018 finder sted fra 15. til 25. marts!

Pop-up i 11 dage

Social Cinema finder sted som pop-up i alle festivalens 11 dage på Kunsthal Charlottenborg og bliver ligesom sidste år med free seating – vil man sidde forrest, er det altså med at komme til filmvisningerne i god tid.

Sofabiografen har navnet Social Cinema, da den ifølge CPH:DOX, »opfordrer til tilbagelænede og sociale filmoplevelser, der (helt bogstavelig talt) bringer publikum tættere sammen«.

Er salen fyldt, sidder man altså nok lidt tættere på sin sidekammerat, end man ville i en almindelig biograf. Og det er netop dét, der giver publikum den helt særlige følelse af samlende, unikke oplevelser.

Specialdesignet CPH:DOX-sofa

Alt er med andre ord som sidste år; med undtagelse af det, det hele handler om: sofaerne. I år bliver det nemlig en ny modulsofa fra Normann Copenhagen, med navnet Sum, der pryder biografen. Sum er designet af Simon Legald, og har et lettere udtryk, end man ellers er vant til fra andre modulsofaer. Samtidig er Sum formstøbt i eftergivende skum, som sikrer maksimal komfort og støtte i ryggen under filmvisningerne.

Sum bliver kun lavet som bestillingsvare; det er altså en helt særlig CPH:DOX-sofa, publikum kan sætte sig til rette i på Kunsthal Charlottenborg. Under festivalen får publikum i øvrigt mulighed for at vinde en af de specielle Sum sofaer i konkurrence – hold øje med Normann Copenhagens sociale platforme.

Virtual reality-biograf

Også festivalens yderst populære Virtual Reality-biograf vender tilbage på Kunsthal Charlottenborg, indrettet med Normann Copenhagens Form stol på drejestel, ligesom festivalgængere ikke bliver snydt for en stor (gratis) kunstudstilling og en speciel interaktiv udstilling.

På indholdssiden byder Kunsthallen på masser af dokumentarfilm, men også visuelle koncerter, talks, fester, events og højtprofilerede brancheaktiviteter, som CPH:CONFERENCE, finder sted i CPH:DOXs festivalpalæ. Kunsthal Charlottenborg huser også den populære restaurant Apollo, som Frederik Bille Brahe står bag. Kunsthal Charlottenborg er festivalens hjerte, hvor alle dedikerede festivalgængere, såvel som de studerende og filmbranchen, kommer forbi i løbet af festivalens 11 dage.

Der bliver gratis adgang til Kunsthal Charlottenborg i hele festivalperioden, mens man skal købe billet, hvis man skal deltage i aktiviteterne.

Hold øje med programmet og andre nyheder fra Social Cinema i facebookeventet.

OM CPH:DOX

CPH:DOX er med 97.500+ publikummer blandt verdens største dokumentarfilmfestivaler. Fra 15. til 25. marts 2018 slår CPH:DOX for femtende gang dørene op til 11 dage i virkelighedens tegn med over 200 dokumentarfilm fra hele verden, koncerter, fester, udstillinger, VR, talks, debatter, børnefilm og meget mere. Festivalen, der er centreret omkring Kunsthal Charlottenborg, afholder også events og filmvisninger over hele Danmark. Årets program bliver offentliggjort 16. februar på cphdox.dk