CPH:DOX er tilbage med et kunstnerisk tværsnit af verden anno 2019. Fra 20.-31. marts slår vi dørene op til 200 nye film, debatter, konferencer, koncerter, kunstværker, VR-installationer og fester.

Blandt årets nyheder og højdepunkter er et stort tema om Europa med film, talks og en udstilling, et nyt program dedikeret til fiktionsfilm samt gæstestjerner som Ai Weiwei og Pamela Anderson.

Årets program står i kvindernes tegn. Festivalen åbner med verdenspremieren på Marie Skovgaards ’Reformisten’ og dedikerer aftenen til den nydanske kvindebevægelse. Sammen med en række store internationale filmfestivaler, skriver vi under på det nye ’50/50 2020 Charter’, der kalder på nye tider i branchen og flere kvinder foran og bagved kameraet. Vi er allerede i fuld gang, og af de 66 film, der er udtaget til årets konkurrenceprogram er de 30 (45%) instrueret af en eller flere kvinder.

Fem internationale konkurrencer

Hele 43 verdenspremierer, 18 internationale premierer og 5 europapremierer er der at finde i festivalens fem officielle konkurrenceprogrammer, der samler de bedste danske og internationale dokumentarfilm lige nu og her. De fem konkurrencer, der hver især bedømmes af en international jury, er:

  • DOX:AWARD, festivalens hovedkonkurrence, hvis film udmærker sig ved deres kunstneriske kvalitet og stærke personlige udtryk
  • NEW:VISION, for de grænsesøgende eksperimenter i det farverige spektrum mellem dokumentarisme og kunst
  • F:ACT AWARD, dedikeret til film i feltet mellem dokumentarisme, dybdeborende journalistik og social aktivisme
  • NORDIC:DOX, et nøje udvalg af de bedste og nyeste dokumentarfilm fra Norden
  • NEXT:WAVE, der hylder unge, fremadstormende filmskabere, der har modet til at tage chancer og som vi ser frem til at følge

Derudover præsenterer festivalen Politikens Publikumspris, hvor 10 film fra det samlede program dyster om publikums gunst.

Nye tider, nye temaer

Fra Time’s Up over gule veste til klima-teenagere. I hele Europa opstår autonome og mikropolitiske bevægelser, og de optræder uundgåeligt i årets film- og debatprogram, med film som ‘Democracy LTD’ og ‘Young and Alive’.

Et andet er Europa. Under CPH:DOX falder skæringsdagen for Brexit. Når festivalen er ovre, står vi med en ny europæisk virkelighed. Hvor er den nye enhed, mulighederne og fremtiden for Europa? Det undersøger festivalen i årets store tematiske fokus, ‘Europa’, og i gruppeudstillingen Europa Endlos på Kunsthal Charlottenborg.

CPH:DOX sætter også fokus på viden og videnskab. I en tid, hvor vores omgang med fakta er under særligt pres, er videnskaben som institution en essentiel basis for vores fælles forståelse af verden. Derfor har festivalen udvidet Science-programmet, CPH:SCIENCE støttet af Lundbeckfonden, og allieret sig med en række af Danmarks skarpeste hjerner, der fortæller og viser film om alt fra den antropocæne tidsalder, over humanoide robotter til det mørke stof i rummet. Programmet åbner med premieren på Pernille Rose Grønkjærs ‘Hunting for Hedonia’ på Kunsthal Charlottenborg.

Festivalen går også tæt på kunsten og på autofiktionen. Der er film om Elena Ferrante, Faust og Edvard Munch og besøg af Karl Ove Knausgård og Alexander Tovborg. Og i det nye program Fiction for Real præsenteres 11 nye, dagsordensættende og æstetisk nytænkende spillefilm, der rækker ud over fiktionens grænser og ind i virkeligheden. Det sker i samtaler mellem instruktørerne og en række danske kunstnere og forfattere – fra Morten Pape over Simi Jan til Thomas Blachman.

An Evening With…

Fem eksklusive aftener med fem hold toneangivende gæstestjerner, der sætter ord og billeder på årets temaer med film, talks og tanker. Kinesiske Ai Weiwei sætter fokus på konsekvenserne af Europas flygtningepolitik. Det amerikanske band Animal Collective giver et tiltrængt koralrevs opråb. Forsangerne fra de to skelsættende bands New Order og Suede indtager scenen sammen til en samtale om deres karrierer, mens Bat for Lashes diskuterer og skaber kunst for os. Og endelig sætter filosof Srecko Horvat sammen med skuespiller og aktivist Pamela Anderson spot på Europa og de nye demokratiske bevægelser.

An Evening With præsenteres i samarbejde med Normann Copenhagen, der igen i år er festivalens hovedsponsor, og som omdanner Kunsthal Charlottenborg til et ægte festivalslot. Festivalens mødested, vartegn og samlingspunkt, der gør CPH:DOX til en social, æstetisk og visuel oplevelse ud over filmene selv.

Justice, Hits, Musik, Koncerter

Men vi er slet ikke færdige endnu. CPH:DOX 2019 byder også på politiske film om bolighajer, Mexicos mørke sider, kunst i Nordkorea og konsekvenserne af Kinas etbarnspolitik i årets Sundance-vinder, ‘One Child Nation’. Publikum kan også opleve en ægte doku-thriller om Panama-papirerne, og veteran-topmøder mellem Werner Herzog og Gorbatjov, Emir Kusturica og Uruguays præsident, og Errol Morris og Steve Bannon.

Med støtte fra Dreyers Fond stiller CPH:DOX atter skarpt på forholdet mellem individ og stat, sikkerhed og frihed i programserien Justice med film om Sjælsmark, Watergate og Srebrenica. Som altid er der masser af populære must-sees i sektionen Hits med nyt fra Agnes Varda og Roberto Minervini, fabelagtige film om vandmasser, satanister og Tour de France-fans, en hundefilm, der kan få alle kattevideoer til at skamme sig, og et portræt af Claus Meyer og hans NOMAske bedrift i det bolivianske køkken.

Der er nye musikfilm om Johnny Cash, PJ Harvey, Michael Jackson og Leonard Cohen og verdenspremierer på film om Fribytterdrømme og Thomas Buttenschøn. De to sidste er også selv blandt de mange artister, der giver koncerter under CPH:DOX. Mere end 25 koncerter er der på programmet i år, hvor publikum blandt andet også kan høre færøske Eivør, Tunde Adebimpe fra TV on the Radio, et mage par i Bisse+Gadejørgen, den syriske kult- og festkonge Omar Souleyman og et 30 mand stort mandskor fra Norge.

CPH:Meetings

Og har ørerne ikke fået nok, så gentager CPH:DOX succesen og inviterer til kulturelt folkemøde i CPH:Meetings, en serie på 12 filmvisninger med efterfølgende talks og debat mellem eliten af danske og internationale debattører, eksperter, fagfolk og publikum. I år er emnerne blandt andet biodiversitet, YouTube-stjerner, demokratiets krise og børn i naturen. Det foregår i biograferne, på Rigshospitalet og i Altinget, og inkluderer mere end 60 inviterede gæster. Og for dem, der virkelig vil i dybden med dokumentarfilmbranchen, er der fem fulde konferencedage modereret og præsenteret af nogle af den internationale dokumentarverdens absolutte topnavne.

CPH:DOX er alt dette og meget mere til. 12 dages filmfestival i den dokumentariske levende virkelighed. God festival og velkommen til CPH:DOX 2019!