Flere end 35 kommuner får besøg af en af verdens største dokumentarfilmfestivaler til marts, når CPH:DOX spreder sine københavner-vinger ud over hele landet – og billetsalget er i fuld sving.

De sidste to år har CPH:DOX turet rundt på de sjællandske kulturinstitutioner med DOX:ON:TOUR, der byder på spritnye, øjenåbnende dokumentarfilm med tilhørende oplæg, debatter og events.

I projektets første år viste CPH:DOX dokumentarfilm i samarbejde med Kulturmetropolen i Region Hovedstaden, og i 2015 udvidede CPH:DOX projektet til også at inkludere Region Sjælland. Men præcis som en god dokumentarfilm gør, udvider festivalen nu deres horisont, tager turen over Kattegat og kommer til Nord-, Vest- og Sønderjylland for første gang, med støtte fra Region Nordjylland og Kulturregionen Vadehavet.

Mere end 35 kommuner er nu tilmeldt projektet, og det har resulteret i over 100 forskellige visninger landet over – et rekordhøjt antal! 

Tilrøget noir, politiker-mistro, kassettebånd og koldkrigsspionage

Med DOX:ON:TOUR retter CPH:DOX fokus på aktuelle og debatskabende temaer i tæt samarbejde med de lokale visningssteder og organisationer. I forbindelse med filmvisningerne vil der være oplæg, debatter eller events sammen med aktører i og udenfor kommunen. På den måde bliver kommunerne del af en stor og synlig festival, som skaber liv og aktiviteter på kryds og tværs af regionen. I år kommer festivalen på besøg i biografer, nyåbnede teatre, studenterhuse, oceanarier, gymnasier og kulturhuse. Kommunernes kulturinstitutioner har været med til at udvælge filmene og events, hvilket har ført til et bredt filmudvalg.

Og på filmfronten kommer man vidt omkring: Der bliver blandt andet debatteret, hvordan vi modtager asylansøgere og hvad Fjerritslev og Klim har med koldkrigsspionage at gøre.  Du kan også komme med til Færøernes hvalfanger samfund, tilrøgede 60’er jazzklubber fyldt med noir-stemning, lære mere om tidens mistro til medierne og regeringer, komme helt tæt på filmkomponistens arbejde, ungdomskriminelle i Norge, kassettebåndets renæssance og meget, meget andet.

Se programmet for din kommune her