De nominerede til New:Vision Award 2018 er..

De nominerede film i New:Vision byder på grænsesøgende eksperimenter mellem dokumentarisme og kunstnerisk refleksion. Filmene nomineret til New:Vision 2018 er især præget af at være af international karakter, ligesom deres nationalitet er filmskabernes professionelle baggrunde også forskellige. Nogle er kendt for deres virke med dokumentariske film, mens andre normalt ses i kunstregi.

Dermed afspejler de nominerede på bedste vis selve det, konkurrencen New:Vision drejer sig om – nemlig at undersøge det særprægede felt, der befinder sig mellem film og kunst. Filmskaberne placerer sig i denne gråzone med deres værker og opererer i et regi, der ikke normalt betrædes.

Vinderen af New:Vision Award bliver fundet fredag den 23. marts ved CPH:DOXs prisuddeling på Kunsthal Charlottenborg. Og i dag kan vi annoncere de nominerede film!

Psst: Vi annoncerer de øvrige nominerede konkurrencefilm hver dag frem til programlaunch 16. februar herinde på sitet. Spilletider, billetsalg og mere information om de nominerede film finder du her. 

Possessed

Rob Schröder, Vinca Kruk, Daniel van der Velden, Metahaven, International Premiere (Netherlands)

Internet-alkymisterne Metahavens visuelle essay om de (a)sociale mediers okkulte tiltrækningskraft, til et dark score af Laurel Halo.

De sociale medier holder ikke hvad de lover. Vi bliver ikke mere sociale af at fodre vores maskiner (og mediegiganterne bag dem) med billeder af os selv. ‘Possessed’ er en visuel diagnose over den kontemporære tilstand i det hybride, digitale felt mellem det indre og ydre. Et audiovisuelt essay af det hollandske Metahaven, der arbejder på tværs af praksisser med at give erfaringen af livet efter internettet en kritisk, æstetisk form. Resultatet er et stykke kulsort psycho-horror med en næsten okkult, symbolsk gravitet, til et elektronisk score af Laurel Halo.

Wild Relatives

Jumana Manna, International Premiere (Lebanon, Germany)

Biodiversitet og international politik fra Libanon til Svalbard i et originalt værk med perspektiver langt ud over menneskehedens egen fremtid.

Jumana Mannas originale og politisk sensitive, nye værk trækker linierne op mellem tre fjerne prikker på verdenskortet: Syrien, Libanon og Svalbard. Linierne optegner en rute og et komplekst netværk af relationer. ‘Wild Relatives’ kortlægger udvekslingen af økologisk valuta mellem to af verdens kornbanker, der er arkiver for landbrugets mindste grundbetingelse: frøkorn. Biodiversitet, konflikter og international politik er dele af et spil med perspektiver langt ud i den fjerneste fremtid – og giver anledning til en morsom og tankevækkende samtale mellem en præst og en videnskabsmand helt ude, hvor kragerne vender.

Black Mother

Khalik Allah, International Premiere (Jamaica, United States)

Jamaicas spirituelle forestillingsverden manes frem i en hallucinatorisk mosaik, hvor kvinden er altings udspring.

Jamaica er sted, hvor religion, myter og rå virkelighed mødes i en delirisk kontrast til hinanden. Fotograf og filmskaber Khalik Allah lader sig i ‘Black Mother’ synke dybt ind i den spirituelle kultur på den caribiske ø, hvor særligt kvinden spiller en tvetydig, men fundamental rolle både som politisk subjekt, genstand for begær og som altings udspring i de urgamle skabelsesmyter. Cinematiske snapshots på både film og video indgår i en nærmest hallucinatorisk mosaik, fra de hårdføre prostituerede i deres eget miljø til ekstatisk bøn i kirken, og til Allahs store families egne hjem. En radikal film, der udfordrer ens vestlige blik.

The End of Fear

Barbara Visser, European Premiere (Netherlands)

Hvem er bange for rød, gul og blå? En filosofisk og æstetisk gennemført film om kunst og vandalisme, og om mordet på et maleri i 1986.

I 1986 angreb en mand et Barnett Newmann-maleri med en hobbykniv på Stedelijk-museet i Amsterdam. En ikonoklastisk gestus og et symbolsk mord, der udsprang af et had til den moderne, abstrakte kunst – og måske især til ‘eliten’? Hollandske Barbara Visser bruger den vandalistiske aktion til at reflektere over kunstnerisk værdi, politik og den ekstreme rindalismes genkomst i dag, gennem en reproduktion af det enorme værk, der ironisk nok hed ‘Who’s Afraid of Red, Yellow and Blue III’. Men projektet kræver sit af den unge kunstner, der hyres ind for at genskabe Newmanns originale maleri.

Saturday

Camille Henrot, World Premiere (France)

Premiere på et nyt 3D-værk af den franske kunststjerne Camille Henrot om en kristen bevægelse.

Den franske billedkunstner Camille Henrots helt nye 3D-film undersøger, hvad filosoffen Ernst Bloch kaldte håbets princip, som strukturerer vores aspirationer for private utopier og radikal forandring. ‘Saturday’ fokuserer på den evangeliske, kristne bevægelse, der kalder sig Syvende Dags Adventisterne. En bevægelse, der holder sabbat og praktiserer dåbsritualer om lørdagen. Henrot kombinerer scener fra SDAs egne lokaliteter med billeder af mad, surfing og medicinske forsøg, og skaber en parallel verden af tro og håbet om et bedre liv.

Slow Graffiti

Alex Da Corte, World Premiere (United States)

Surrealistisk remake af Jørgen Leths klassiker ‘Det perfekte menneske’ med Frankensteins monster i en ufrivillig hovedrolle.

‘Slow Graffiti’ er et remake af Jørgen Leths klassiske kortfilm ‘Det perfekte menneske’ fra 1967. Billede for billede. Hvor det perfekte menneske hos Leth fremstilles med en reklamefilms-æstetisk elegance og kærlig ironi, lader den amerikanske kunstner Alex da Corte ham imidlertid spejle i Frankensteins monster – og i monsterets melankoli, ikke mindst. ‘Slow Graffiti’ er et surrealistisk spejlbillede på perfektionen selv, og på hvordan vi selv spejler os i forestillingen om det perfekte, moderne liv. Sølvbestik og jakkesæt med butterfly er ude af syne i en karnevalsk film, hvis foretrukne materialer er latexmasker, spraydåser og hvidt toastbrød: ‘Også i dag har jeg oplevet noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage.’

Who is afraid of Ideology?

Marwa Arsanios, World Premiere (Lebanon)

Et portræt af guerilla etik, der undersøger undersøger selvstyrets struktur og udfordrer det traditionelle dokumentariske format.

Translations

Tinne Zenner, World Premiere (Greenland, Canada, Denmark)

‘Translations’, filmet i Nuuk på Grønland, fokuserer på symbiosen mellem landskab og arkitektur samt misforståelser i oversættelsen af sprog og kultur i en post-kolonial modernitet.

All Voices are Mine

Basir Mahmood, World Premiere (Pakistan)

En klar drøm oplyst af dagslys, hvor fantasien selv bliver en aktiv medskaber af det gådefulde og poetiske værk.

‘All Voices are Mine’ er en (gen)indspilning af en film, der aldrig blev optaget i første omgang. En film, til hvilken den pakistanske kunstner Basir Mahmoods far – en poet og journalist, der beskrev livets gang i Lahores gader og stræder til en lokal avis – blot havde skrevet en melodi, som Basir husker at have lyttet til som barn. Filmen vier sin poetiske opmærksomhed på en række scener og detaljer, der samler sig i en elliptisk sekvens af rolige, drømmeriske motiver. En klar drøm oplyst af dagslys. Kroppenes tyngde og gentagelserne af de indstuderede bevægelser hos de medvirkende forankrer Mahmoods film i en fysisk virkelighed, der på samme tid er nærværende og mytisk. En verden, hvor alt er muligt, og hvor fortællingen selv opstår i tomrummet mellem billederne. Mahmood arbejder med andre ord ikke blot med fantasien. Han gør den til en medskaber af værker selv.

Word for Forest

Pia Rönicke, World Premiere (Denmark, Mexico)

De fine, florale nuancer i en mexicansk skov skaber rum for refleksion i en film om et enkelt frøs rejse fra Botanisk Have til Oaxaca.

Pia Rönickes nye værk ‘Word for Forest’ registerer et frøs forflyttelse fra Botanisk have i København, til dets oprindelige tilholdsted Santiago Comaltepec i Oaxacas bjerge, hvor det blev indsamlet af botanikeren Frederik Liebmann i 1842. Tågeskoven i denne region har en specialt høj biodiversitet, her gror særegne ege og fyrretræer side om side. Skoven passes af et lokalt fælleskab, som har eksisteret her længe, men som ikke altid har haft retten til at drive jorden. De små forskelle i toneleje og dialekt, inviterer sammen med variationerne i bregnebladene til en refleksion over de fine nuancer, der har været en destruktiv modernismes offer.

Cops are Actors

Tova Mozard, World Premiere (Sweden)

Autoritet og performance mødes i et komisk ingenmandsland uden for Los Angeles, hvor tre politifolk viser hvad de har lært i Hollywood.

You have the right to remain in silence! Tre betjente fra LAPD demonstrerer, hvordan en rigtig anholdelse skal gribes an, og hvordan man optræder som lovens håndhæver efter alle kunstens regler. De ved hvad de taler om, for de bi-jobber som politimænd i Hollywood ved siden af deres rigtige job – som politimænd. Autoritet og performance er uadskillelige størrelser i Tova Mozards minimalistiske og underspillet morsomme film, der er indspillet på en Beckettiansk baggrund i ørkenen uden for Los Angeles. De tager nemlig begge deres jobs lige seriøst, og så er det selve selvforståelsen, der er på spil.

The Disappeared

Gilad Baram & Adam Kaplan, International Premiere (Germany, Israel)

Propaganda forklædt som underholdning i en actionfilm produceret af den israelske hær – i en ikonoklastisk (anti)film uden billeder.

Den israelske hær søsatte for nogle år siden produktionen af en patriotisk actionfilm på Hollywood-budget. Hundredevis af mennesker var involveret i projektet, som bag genrefilmen var designet som propaganda rettet mod et stort tabu: Det stigende antal selvmord blandt soldater. Men produktionen kollapsede under sin egen vægt. Filmen blev aldrig gjort færdig og endte i et limbo af censur. ‘The Disappeared’ er en radikal, ikonoklastisk (anti)film uden andre billeder end den grynede støj fra et VHS-bånd og de knitrende undertekster, mens vi hører filmholdets egen historie om, hvad der skete.