Om stillingen som kommunikationsassistent

Vil du gerne blive en skarp kommunikator, få kontakter i journalist- og mediebranchen, lære at kommunikere strategisk på sociale medier eller producere digitalt målrettet video-content? Så er du den kommende praktikant i vores kommunikationsafdeling!

Praktikperiode: Start januar, til og med festivalen i marts 2019.

Det vigtigste er ikke, hvad du har af kommunikations-skills lige nu. Det vigtigste er, at du er villig til at lære, har et positivt sind, er glad for social menneskelig kontakt og har lyst til at prøve kræfter med kommunikation for en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. Du får meget ansvar, og du får mange udfordringer. Men du lærer også enormt meget, og så har du det virkelig sjovt samtidig!

Du kommer til at blive en del af et dynamisk arbejdsmiljø og en afdeling på 10-14 kommunikatører, der alle er villige til at arbejde hårdt, fleksibelt, kreativt og vigtigst af alt: Sammen.

På CPH:DOX arbejder vi som udgangspunkt fra 9-17, men vi kan godt tilpasse praktikpladsen til dig.

Kommunikationsafdelingen søger praktikanter til:

Dansk presse: Er du en skarp skribent og kommunikator, og kan du (lære at…) ringe til en journalist, uden at kløjes i ordene? Så er det nok dig, der kan blive en del af det danske presse-team! Her er dit primære ansvar at kontakte pressen personligt (så du får mange branche-kontakter), men du skriver også nyhedsartikler og pressemeddelelser, laver interviews, stabler influencer-samarbejder på benene og ser en masse film!

Social media: Er du vild med Facebook og Instagram? Går du op i at poste relevant og lækkert indhold, har du stærk æstetisk sans (kan du måske endda også arbejde i et billedbehandlingsprogram?) – og kan du skrive korrekt på dansk og engelsk? Så er du nok vores nye SoMe-praktikant, der får ansvaret for at producere klart, kreativt og iøjenfaldende content til vores 60.000+ followers.

DOX:TV: Er du en dygtig videograf, og elsker du at filme, klippe og nørde med filmtekniske detaljer som lækre overgange, forfriskende fonte eller skægge filtre? Så er du nok den næste praktikant i DOX:TV! DOX:TV er CPH:DOXs egen videokanal, der producerer video-content til de sociale medier, websitet samt i biograferne. Det er primært trailers, teasers og interviews du kommer til at filme og klippe – også skal vi vist også have lavet en behind-the-scenes video i år! Praktikken kræver, at du selv har kamera, samt et klippeprogram på computeren.

Ansøgning: Send en kort motiveret ansøgning samt CV til Mads Bacher på mads.ba@cphdox.dk.

Deadline: 16. december kl. 12.00