‘Monday, Monday, so good to me’, sang The Mamas & The Papas i hine tider, og vi er faktisk også ret vilde med den her mandag. Vi åbner CPH:DOX Industry og har allerede har fra kl. 10:00 årets første CPH:Conference om temaet Science & Film. Vi får Karl Ove Knausgaard på besøg. Og den tidligere ungarske premierminister. Og Thomas Blachman. Og Margrete Auken. Og vi indtager Den Blå Planet, Københavns Byret og det nye Røde Kors Frivillighus. 

Kvinder til magten: The Feminister

Da Margot Wallström i 2014 blev udpeget som Sveriges udenrigsminister, lancerede hun som det første en feministisk udenrigspolitik. Kom med ind i maskinrummet hos den skarpe feminister, der har fået hug fra jakkesættene for sin humanistiske idealisme. Efter filmen taler Margrete Auken, Drude Dahlerup og Charlotte Flindt Pedersen om kvinder i international politik. Der er rift om de sidste billetter 19:30 i Empire.

Øko-gys på Den Blå Planet: Sea of Shadows

Golfmarsvinet, totoabafisken og et unikt havmiljø, Jacques Cousteau engang kaldte ‘havets akvarium’, er hastigt ved at blive ødelagt af mexicanske narkokarteller og kinesisk mafia. Se hvorfor i øko-thrilleren ‘Sea of Shadows’ 17:30 på Den Blå Planet. Programchef for ocean-konservation i WWF Danmark, Thomas Kirk Sørensen, tager efterfølgende sagen op med Dr. Scient. ved Grønlands Naturinstitut, Mads Peter Heide-Jørgensen.

Ebola og katastrofehåndtering: Survivors

Mens de internationale medier holdt sig på lang afstand af Sierra Leones ebolaudbrud i 2014, t besluttede den lokale aktivist, Arthur Pratt, at dokumentere kampen mod den dødbringende epidemi. Resultatet er et enestående vidnesbyrd helt inde fra udbruddet, som du kan se omringet af beskyttelsesdragter og hjælpearbejdere, når Røde Kors 19:00 i deres Frivillighus inviterer indenfor til en aften i katastrofehåndteringens tegn.

Højrepopulismens fremmarch: Hungary 2018

Højrepopulismen spreder sig over hele Europa, og ingen steder hurtigere end i Ungarn. Se Eszter Hajdúa påtrængende portræt af den nu forhenværende premierminister Ferenc Gyurcsánys utrættelige kamp mod højreradikale kræfter under landets valgkamp i 2018, og mød både Gyurcsány og instruktøren 16:45 i Cinemateket.

Virkeligheden in-your-face: All We Own

‘Virkeligheden er mere nuanceret, end visse normer vil have os til at tro, siger Emily Norling, der har en master i udviklingsstudier fra Uppsala Universitet og har lavet en film om sit unge, modsætningsfuld liv og et kaotisk venskab med alt for mange følelser. ‘All We Own’ er rå og kompromisløs, visuelt ekspressiv og følelsesmæssigt in-your-face. Se premieren og mød Norling selv 17:15 i Empire.

Spænd cykelhjelmen: Holy Tour

Jo da, Tour de France kommer til Danmark, og du kan godt begynde at tage ved lære af løbets superinkarnerede tour-fans, som ‘Holy Tour’ skildrer med smittende varme og antropologisk klarsyn. Efter filmen taler TV 2’s tour-eksperter om løbets mytologi og om starten i Danmark 2021. Etapen skydes i gang 17:00 i Grand.