Igår markerede en stor dag i CPH:DOX kalenderen. Vi annoncerede vinderne af vores seks internationale konkurrencer, stort tillykke til alle vindere! Her på årets næstsidste festivaldag byder vi på Gadejørgen og økologiske gulerødder, Bjørn Svin koncert og John McEnore. God fornøjelse!

Svindel og desperation: Sakawa

Har du også været eneste arvtager til x millioner dollars fra en ukendt doktor etellerandet over internettet? Så se denne både ironisk underholdende og ganske foruroligende skildring af Ghanas internetsvindlere, der bruger Vestens gamle laptops til at forføre desperate mænd med spammails og sort magi. Sidste visning af ‘Sakawa’ 15:00 i Empire.

Serve-es: John McEnroe: In the Realm of Perfection

Mød den gyldne ketchersports mest rødglødende temperament i en helt særlig film, der forener sport, filmkunst og fransk filosofi i ét lækkert serve-es, med et score af Sonic Youth og Black Flag. Og som om det ikke var nok, kan du efter filmen opleve Jørgen Leth i samtale med Janus Metz (‘Borg’) og den tidligere topspiller Kenneth Carlsen om tennissportens æstetik, om McEnroe og om excentricitet, vindervilje og neuroser. 17:30 i Bremen.

Audiovisuel koncert: Silicium

Bjørn Svin og Carl Emil Carlsen har som kunstnerduoen Silicium efterhånden skabt en håndfuld roste koncertværker, der udspiller sig mellem musik, animation og simulation. Nu er de klar med et helt nyt værk, ‘Primoridal’, der med duoens egne ord ‘indbyder publikum til en hengiven og koncentreret trancendens’. Uropførsel i aften 21:00 i Social Cinema på Charlottenborg.

Did he do it?: The Case Against Adnan Syed

‘Serial’ blev et gennembrud for podcasts, og millioner verden over fulgte historien om Adnan Syed, der i en sag fuld af huller og usikkerheder, blev dømt for mordet på sin ekskæreste Hae Min Lee. Nu følges sagen op i ny dokumentarserie, der vender hver en sten og bringer nye vidner og indicier til torvs. Vil du vide, hvor det ender før alle andre, så mød op på Aveny-T 18:30, når vi helt eksklusivt viser alle fire afsnit.

Øko-aktivisme: The Biggest Little Farm

Sidste chance for at dyppe gulerødderne i den biodynamiske drøm om selvforsyning. Vi runder årets feelgood-oplevelse af med en samtale med lokale bæredygtigheds-forkæmpere: Julie Malmstrøm fra Københavns Fødevarefællesskab, Jonatan Nørholm Jørgensen fra Grønne Kræfter og Oleg Kofoed (Aktionsfilosof og stifter af Growing Pathways). 15:00 i Bremen.

Encore: Ekstravisninger

Var det dig, der græd, da ‘Swarm Season’ var udsolgt? Var der fuldt booket i ‘Q’s Barbershop’? Og kan du slet ikke leve uden at se ‘Jonathan Agassi Saved My Life’? Så er fortrøstningen nær. Vi har linet ekstravisninger af nogle af årets mest populære titler op, fra i dag og helt frem til 3. april. Tjek dem her.