CPH:DOX søger en fast fuldtidsmedarbejder som leder af CPH:FORUM fra 1. september 2018.

CPH:DOX’s internationale finansierings- og co-produktionsmarked CPH:FORUM er ét af de førende mødesteder for den danske- og internationale dokumentarfilmbranche. CPH:FORUM er vokset markant og er blevet anerkendt internationalt for en profil med fokus på nytænkning af genre og forretningsmodeller. Platformen fungerer dels som en direkte finansieringsplatform og et co-produktionsmarked, dels som et netværk, hvor internationale relationer udspringer fra og styrkes.

Kvalificerede kandidater til stillingen skal kunne dokumentere erfaring med eller have indgående kendskab til film, dokumentar – og tv-branchen. Kandidaten skal endvidere have en bred viden om kulturliv med særlig indsigt i og viden om det nationale og internationale film- og produktionsmiljø.

Stillingen er en fuldsstilling, hvis specifikke indhold defineres i tæt samarbejde med lederen af CPH:DOX’s Industry-afdeling.

Arbejdsopgaver:

* Strategisk udvikling, ledelse og planlægning af brancheplatformen CPH:FORUM samt relaterede markedsaktiviteter.
* Opbygning, vedligeholde og varetagelse af kontakt med det danske og internationale film -og produktionsmiljø.
* Medvirke til at udfolde de kunstneriske og kommercielle potentialer i udvalgte projekter.
* Indgåelse af nye partnerskaber, samt varetagelse og servicering af eksisterende – såvel danske, som internationale.
* Finansiering af brancheplatformen og relaterede aktiviteter.
* Afrapportering og budgetstyring.
* Planlægning og afvikling af CPH:FORUM samt relaterede markedsaktiviteter.
* International PR og kommunikation.
* Festivalrejser og netværksdannelse.

Specifikke kvalifikationskrav:

* Erfaring i finansiering, fundraising og afrapportering.
* Et stort netværk af kontakter inden for film, dokumentar og tv- branchen i Danmark og internationalt.
* Erfaring med strategi og udvikling.
* Erfaring med at arrangere og afholde kulturelle events.
* Gode organisatoriske, administrative og sociale kompetencer.
* Være udadvendt, have gode kommunikationsfærdigheder og et åbent sind, der nemt kan tilpasse sig nye udfordringer.
* Flydende i tale og skrift på engelsk.

Ansættelsesvilkår og ansøgning:

Stillingen ønskes besat med virkning fra den 1. september 2018. Løn efter aftale. Læs mere om CPH:FORUM her. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til CPH:DOX Deputy Director, Industry & Training, Katrine Kiilgaard på katrine@cphdox.dk.

Ansøgningen skal være CPH:DOX i hænde senest mandag den 25. juni 2018 kl. 12:00 og sendes til: tinef@cphdox.dk og katrine@cphdox.dk