Jeg var mødt op i pencilskirt og skjorte. Det havde jeg ikke behøvet.

Se oversigten over ledige praktikpladser her.

Jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag på CPH:DOX. Jeg havde tænkt længe over, hvad jeg skulle have på, og var endt med et pencilskirt, skjorte og høje sko.

Når man som uni-studerende skal i sin første praktikplads – i sit første rigtige job – er det jo typisk sådan nogle ting som fremtoning, man tænker lidt over.

Jeg gjorde i hvert fald, selvom det var komplet irrelevant. Hvorfor, kommer jeg tilbage til.

Lignede ikke alle de andre
Dagen startede med en fælles gennemgang af festivalen, medarbejderne og de nye praktikanter i CPH:DOXs biograf. Jeg husker ikke meget fra introduktionen, udover at jeg sank længere og længere ned i de blå plyssæder i biografens dunkle mørke.

Men egentlig er også det komplet irrelevant – hvad jeg oplevede på min første arbejdsdag, altså.

For det vigtige er, den følelse jeg sad tilbage med, da jeg cyklede hjem fra Tagensvej. Det er en følelse, jeg aldrig rigtig har oplevet før. Og en følelse som konstant blev forstærket i hele min 4-måneders praktikperiode.

Skønt jeg har været en del af stærke fællesskaber i skolen, gymnasiet, på håndboldholdet og sågar i militæret, oplevede jeg på CPH:DOX en helt anden følelse af at høre til.

Her var det ikke fordi, jeg lignede alle de andre. Det var fordi jeg ikke gjorde.

Alle var forskellige
På CPH:DOX oplevede jeg for alvor hvad diversitet er. Her var alle forskellige. I min afdeling, presseafdelingen, havde vi blandt andet spastikeren Jacob Nossel ansat. En ung og modig gut, som jeg i løbet af praktikperioden blev endog meget inspireret af.

CPH:DOXs biograf.

Vi havde også finnen Eleonoora, og min chef var en rødhåret kommunikator fra Roskilde Festival, der udover at være hamrende dygtig også elskede at bage og strikke.

I produktionsafdelingen mødte jeg både den italienske Giovanni og den tyske Karl, og franske Margaux arbejdede i Industry. Også var der mig i mit pencilskirt og skjorte, straight-out-of-uni.

Plads til diversitet
Fordi vi alle var forskellige, var der plads til os alle sammen.

Plads til doku-nørder, der kan forklare dig handlingen i mere end 200 dokumentarfilm, plads til grafikere, der kan diskutere farvenuancer i flere timer, plads til snusfornuftige produktionsfolk, der siger nej til umulige krea-idéer, plads til marketingprofessionals, der har helt styr på sponsoratarbejdet og plads til lille mig, der havde en masse forventninger og drømme om min første rigtige arbejdsplads.

Forventningerne blev (gudskelov) knust, for CPH:DOX var ikke som jeg havde troet. Her havde folk ikke jakkesæt på, kørte i bil og flashede sig selv til filmfestivaler rundt omkring i verden (de tager afsted, men bruger al deres tid i biografernes mørke). Og jeg kom hverken til at brygge kaffe, stå på en rød løber eller blive skældt ud for at komme for sent.

Men drømmene..

Det handler jo slet ikke om mig
Jeg fandt ud af, at jeg som humanist, rent faktisk godt kunne varetage et rigtigt job – og være god til det. Jeg fandt ud af, at verden var meget, meget større end jeg gik og troede. Og jeg fandt ud af, at det var komplet ligegyldigt med det pencilskirt og skjorte – ja hvordan jeg så ud i det hele taget.

For det handlede jo slet ikke om mig.

Festivalteamet i 2017.

Det handlede om at være direkte medansvarlig til at CPH:DOX, 11 dage med over 200 dokumentarfilm, godt 100 koncerter, events, talks, debatter og over 97.000 deltagere, rent faktisk kan ske. Om at være en del af en fælles rejse, fra helt grøn praktikant, til erfaren festivalmedarbejder. Og om at være en del af fællesskabet bag en af verdens største dokumentarfilmfestivaler.

Bliver du praktikant på CPH:DOX, ja så bliver det højst sandsynligt noget af det hårdeste, sjoveste, sejeste og mest udfordrende du nogensinde har gjort. Og jeg lover dig, at praktikpladsen tager dig i helt nye retninger, end du overhovedet troede muligt.

Men du kommer også til at indse, som jeg, at det egentlig ikke handler om alt det arbejde du har haft på festivalen, eller hvad du har lært.

Det handler om alle dem, du har arbejdet sammen med. Dét i har nået i fællesskab, som er langt større, end hvad du nogensinde kan opnå alene.

Og at det er dét, der i den grad giver mening.

 

Du kan læse mere om de vilde praktikantoplevelser lige her.

Eller du kan gå direkte til oversigten over ledige praktikpladser her.