Vinderen af Eurimages Award 2017 er fundet! Prisen går til Maria Bäck og producer Anna-Maria Kantarius, som torsdag aften fik overrakt nyheden ved en reception på Kunsthal Charlottenborg.

CPH:DOXs internationale finansierings- og co-produktionsevent, CPH:FORUM, er dedikeret til at støtte udviklingen og finansieringen af kreative og visuelt stærke filmprojekter. I år fandt eventet sted d. 22.-23. marts, hvor topproducenter og fremtrædende instruktører fra hele verden indtog scenen på Kunsthal Charlottenborg.

Endnu en gang præsenterede CPH:FORUM et bredt udvalg af spændende og innovative projekter. Projekterne på CPH:FORUM var inddelt i de fire kategorier FICTIONONFICTION, CINEMA, F:ACT og ART og har som mål at tiltrække professionelle fra beslægtede brancher og stimulere nye produktions og finansieringsmodeller. Førende broadcastere som ARTE, ZDF, NDR, BBC, DR, samt filmfonde fra hele Europa og fonde som Ford Foundation, Tribeca Film Institute, Fondation Cartier, Tate Modern og Sundance Institute besøger København under dette års CPH:FORUM.

Blandt de pitchede CPH:FORUM-projekter modtog det stærkeste projekt The Eurimages Co-Production Development Award. Det er fjerde år i træk, at prisen uddeles, og i år gik prisen på €15.000 til Maria Bäck og producer Anna-Maria Kantarius med projektet ’Psychosis in Stockholm’.

Om vinderprojektet siger juryen:

“Der var mange virkeligt gode kandidater til prisen og projekter som vi gerne ville have støttet, men i sidste ende var vi nødt til at vælge. Juryen var særligt imponeret over den unge filmskabers mod og skabelsen af et meget personlig, smukt og vigtigt projekt. I projektet udfolder hun en stærk, personlig lidelse, som hun bringer til live i en film, der kombinerer dokumentar og elementer fra fiktionens verden. Derfor går Eurimages Co-Production Development Award og de €15.000 til Psychosis in Stockholm af Maria Bäck og producer Anna-Maria Kantarius fra Garagefilm International til at støtte co-produktionen mellem Sverige og Danmark og forhåbentlige flere co-produktioner”.

Det ekstraordinært stærke felt af instruktører og projekter i år talte blandt andre The Ross Brothers, dokumentariske auteurs som Hubert Sauper, Kirsten Johnson, Sally Potter og ikke mindst danske navne som Jørgen Leth, Andreas Kofoed og Lea Glob. Også topnavne fra den internationale kunstverden som kunstnerparret Iain Forsyth og Jane Pollard, der står bag Nick Cave-succesen ‘20.000 Days on Earth’ har projekter med i konkurrencen.

Dette års jury bestod af Dorien Van der pas, Head of New Screen NL og repræsentant for Eurimages, Francesco Giai Via Program Advisor Venice Film Festival, og den danske Oscar-nominerede producent Signe Byrge Sørensen.

EURIMAGES er en fond, der støtter co-produktion, distribution og fremvisning af europæisk biografkunst. Fonden blev etableret af Europarådet i 1988. Siden da har EURIMAGES støttet mere end 1834 europæiske co-produktioner for et totalt beløb på omtrent 545 millioner euro.